Måne-, Sol- og Stjerneindvielser

i det gamle Egypten

3. del af 5

 

  

 

Den fysiske transformation

 Transformation eller guddommeliggørelse af det fysiske legeme er et åbenlyst tema i Egyptens esoteriske tradition. Det fremgår klart af de gamle egypteres videnskab og religiøse praksis. Målet var transformation af de fysiske funktioner, som skulle forvandles til evige, overfysiske eller overlegemlige kræfter. Denne transformation medførte muligheden for at anvende et højere legeme. Det er en proces, der blev hentydet til i mange gamle mysteriereligioner, men som aldrig er blevet så tydeligt formuleret som i Egyptens hellige skrifter.

 

 

 Khepri – »Transformationens herre«

Transformation blev anset som en naturlig og fremadskridende proces i naturen. Modtagerne af transformationens kraft var mennesker. Selve processen kaldte man »Kheper«, for man vækkede skarabæguden Kheperas eller Khepris kræfter. Khepri var »Transformationens herre« – det styrende princip bag alle store cykliske og personlige forvandlinger.

 Transformationerne skulle ultimativt føre til guddommelighed. Men de gamle egyptere mente også, at »Neteru« – gudernes selv – var genstand for transformation, eftersom det var dem, der var ophav til forvandlingerne i universet. Eksempelvis betragtede man sønneguden Khonsu i sit måneaspekt som både et lysende legeme på himlen og herold for de nye cykler på jorden. Det udtrykkes sådan i en gammel hymne:

»Du er et barn om morgenen,
en gammel mand om aftenen
og en ung ved årets begyndelse.«

 

Det hermetiske aksiom

Mennesker kunne løftes op til et højere udtryk for eksistens. Det samme kunne guderne. Det hermetiske aksiom siger: »Som foroven, således også forneden«. Disse kræfter var derfor ikke forbeholdt guder. Ras solkraft overføres eksempelvis dagligt til alt levende, sådan som det proklameres i denne solhymne:

 

 »Jeg er med dig alle dage,
sådan at alle dele af mit legeme
kan fornyes af dit lys.«


 

Transformationerne beskrives i hieroglyffer

 

 »Ari Kheperu«

At antage forskellige former
for at fremkalde transformation

 

 

 »Kheper«

At transformere sig selv‚
at blive født, selvskabt

 

 

 »Aiu«

Forandring,
Transformation

 

 »Kheperu«

Forandring,
- den transformation der sker i Duat (efterlivet)

 


 

Transformation anerkendt af folket

 Denne viden om transformationens muligheder var heller ikke forbeholdt præsteskabet og de indviede. Uden for templet var gudernes transformerende kræfter kendt og anerkendt, og menige egyptere forsøgte at kontakte dem gennem invokation og ceremonier. Man påkaldte Isis, for man vidste, at hendes magiske kraft ophævede destruktive indflydelser, mens Sekh­met besad evnen til at fjerne sygdom. Og i gravene fandtes den allerstærkeste transformerende kraft, som kunne akkumuleres til en styrke, som sjælen kunne anvende konti­nu­erligt i efterlivet.

 

 

Fysiske ofre forvandles til åndelig kraft

At egypterne var overbeviste om, at mennesket kunne blive kanal for disse transformationsprocesser, bekræftes af familiernes løbende offerritualer til den afdøde i graven. De gamle egyptere troede ikke, at de afdøde var i stand til at indtage den fysiske føde, sådan som fantasifulde forskere hævder. De bragte ganske rigtigt offergaver, men de var overbeviste om, at fysisk stof kunne forvandles til åndelig kraft, som kunne gavne den afdødes transformationsprocesser i livet efter livet.

 
Gravofrenes rolle – frigørelse af »tchefa«

Alt er energi. Fysiske gravofre var energi, der kunne transformeres. Offergaverne var den mystiske føde »tchefa« – et stof som ånden kunne vokse og blomstre i.

 

Osiris som »kagemand«

Almindelige mennesker spillede en vigtig rolle i transformationens religiøse ceremoni, som påkaldte Neterus (gudernes) transformation. Et eksempel er påkaldelsen af nilguden Hapis udstrømning ved tiden for oversvømmelse… og påkaldelse af Amons skaberkraft ved Opet-festen (»Ipet«) i Theben.

 Ved de offentlige mysteriespil i Abydos formede pilgrimme kopier af dele af Osiris’ krop i dej ved hjælp af mel fra den seneste høst. Dejen (gudens legeme) symboliserede gudernes tilstedeværelse i den fysiske verden. I tilfælde som disse, spillede føden rollen som »prima materia«, men det var trans­for­mationen, der var i fokus – ikke brødet.

 At blive ét med guderne

Anvendelse af magi var den ultimative teknologi i den individuelle udviklingsproces. Et af de mest oplagte eksempler fin­der vi i begravelseslitteraturen. Her beskrives processen, hvor personens ophøjes fra fysisk til åndelige tilværelse – og her er det selve kroppen, der er »prima materia«. Indledningsvis harmoniserer og identificerer man sig med de åndelige kræfter, idet man »bliver ét med guden«.

 

 

Guddommelig symbiose

 I et af Tutankh­amons gyldne skrin informerer Isis den unge konge om denne symbiose:

 

 Isis siger til Tutankhamon:

 

»Du skaber transformation i himlen som Ra.

Du er født om morgenen som ham.«

 

Senere optager han gudernes kræfter i sig, og han får at vide:

 

»Du er smuk som Ra, og din form er som Shus

når han løfter sig op om morgenen.

Du fødes hver dag.«

 

Og i det sidste stadie opnår sjælen forvandling

og bliver guddommelig i såvel i fysisk som i åndelig forstand.

I Tut­ankh­amons tilfælde bliver han selve transformationskraften

i dens solare aspekt:

 

»Kongen kan antage de former han ønsker.

Han vil leve for evigt som sin fader Ra i himlen

gør det hver dag.«

 

I de meget ældre pyramidetekster findes en anden udlægning

af denne proces, for her bliver kongen barn af

de guddommelige væsener, og guderne selv får at vide:

 

»Jeres legeme er kongens legeme.

Jeres kød og blod er kongens kød og blod.

Jeres knogler er kongens knogler.

Når I træder frem, træder kongen frem.«

 

Pyramidetekst nr. 219

 

Essensen i den fysiske transformation

Det er denne proces med identifikation med Neteru (guderne), erhvervelse af deres kræfter og den deraf følgende forvandling af den fysiske form, der er essensen i den fysiske transformation i den egyptiske mysterielære. Hvordan kan denne transformation foregå? Og hvorfor var den overhovedet nødvendig? Svaret findes i videnskaben om esoterisk anatomi og i det ufravigelige krav om åndelig udvikling, som gennemsyrede den hellige egyptiske litteratur. En genskabelse af de oprindelige tilstande – fysisk såvel som åndeligt – var det højeste ideal i den egyptiske metafysiske lære, fordi urtilstanden blev betragtet som den absolut højeste, mest vitale og totalt fejlfrie tilstand. I universets oprindelige tilstand fungerede alt i harmonisk enhed i Maat. Man mente, at mennesker var Neterus (gudernes) afkom, og de rummede derfor deres aktive og guddommelige kræfter.

 

Livet står i vejen for enhed

Døden kunne ophæve adskillelsen mellem guder og mennesker, for reelt er det livet, der står i vejen for den oprindelige tilstand af enhed – ikke døden. Det krævede ubetinget dedikation at overvinde denne barriere, og den hemmelige lære om tilbagevenden til den oprindelige enhed blev fuldbyrdet i mysterierne.

 Problem: Spredning af energierne

I Osiris-le­gen­den er det en hellig opgave at finde Osiris’ lemlæstede legeme, at foretage den efterfølgende indvielse af legemet i kraft af den mystiske genforening af kropsdelene og genskabe gudens iboende kræfter. Af samme grund ønskede de gamle egyptere at bevare deres fysiske legemer ved hjælp af balsamering. I nutiden fokuserer vi på bevarelsen af det fysiske legeme, og undrer os over denne praksis, men hvis vi ser processen fra en energimæssig synsvinkel, vil vi opdage, at man ønskede at forhindre spredning af energierne. Spredning af energi er identisk med kaos (»big bang«), hvorimod samling af det spredte repræsenterer orden og kontrol.

 I dødens opløsningsproces opløses cellerne og atomerne spredes, og i denne proces går cellebevidstheden tabt. Derfor er vi ikke i stand til at huske tidligere liv, når vi reinkarnerer. Osiris-legenden fungerede ikke alene som en prototype for Osiris-begravelsens ceremonier, men var dybest set grundtemaet i mysterietraditionen overalt i Egypten.

 

Livet er multidimensionalt

Adskillelse og opløsning af legemet var ikke det eneste, der skabte bekymring hos egypterne. De betragtede menneskelivet som multidimensionalt. Det betød, at for dem var den individuelle bevidsthed en vekselvirkning og en sammensmeltning af energier fra flere bevidsthedsplaner. En spredning af disse energier ville skabe et tab, der var langt større end tabet af det fysiske liv.

 

Egyptens arv er summen af enkeltpersoners liv

Og vigtigst af alt. Man frygtede, at det enkelte menneskes individualitet (navnlig hvis der var tale om et meget udviklet menneske), kunne gå i glemmebogen. Det enkelte menneskes tilværelse blev værdsat, for summen af enkeltpersoners liv udgjorde Egyptens arv.

 

Bevidsthedskontinuitet

Desuden ville en bevarelse af det enkelte menneskes totalitet gøre det muligt for sjælen bevidst at erfare sin tilværelse på alle eksistensplaner og undgå indespærring på et enkelt af tilværelsens planer.

 Hvis udvekslingen af kraft mellem krop, sjæl og ånd afbrydes i det fysiske liv, ville forbindelsen være afskåret mellem de indre legemer. I de egyptiske mysterier kunne denne katastrofe afværges gennem genforening af krop, sjæl og ånd. Her har vi det vigtigste motiv bag begravelsesritualets indviklede offerritualer og nøglen til tempelritualernes åndelige alkymi.

 Og i disse ritualer vækkede man Neterus (gudernes) kræfter, som besjæler kroppen i det fysiske liv. Denne mystiske forening skulle udføres for at tilvejebringe en ubrudt og bevidst kontinuitet i livet som forberedelse til overgangen fra de dødeliges til de udødeliges rige.

 

 

De indre legemers gensidige påvirkning

Vi kan konstatere, at for at opnå dette, var det af afgørende betydning, at man kunne akkumulere energierne fra Ka’en (astrallegemet) og Ba’en (mental- og sjælslegemet) og bevare sammenhængskraften ved overgangen til livet i efterlivet. Begge dele sikrede man gennem mumificeringsritualerne, som havde til formål at genoprette det fysiske legeme… »Khat«, som havde en parallel virkning på de indre legemer… »Ka« og »Ba«.


 

De indre legemer

 De gamle egyptere havde en detaljeret indsigt i menneskets indre legemer og bevidsthedstilstande.

 

 

»Khat« er det fysiske legeme, som er nært knyttet til »Khaibit«… det æteriske legeme. Æterlegemet er både bro og barriere mellem menneskets fysiske og psykiske bevidsthed. Æterlegemets vigtigste opgave er at overføre energi og impulser fra de indre psykiske legemer til hjernebevidstheden og det ydre fysiske legeme.

 »Ka« er menneskets følelseslegeme eller astrallegeme, som mennesket midlertidigt træder ind i hver nat under søvnen og permanent efter den fysiske død. Den afdøde vil i dette usynlige legeme befinde tæt på den fysisk-æteriske verden, og der er forklaringen på kravet om regelmæssig ritualer i gravene til bevarelse af Ka’en.

 »Ba« repræsenterer både menneskets sjæl og tænkeevne. Menneskets livserfaringer opsamles i Ba'en, og evnen til at overføre tanker og egenskaber til den fysiske bevidsthed, afhænger af Ka’ens tilstand. I »Tilsynekomstens Bog« findes en invokation, som udtrykker ønsket efter denne forening af de åndelige elementer:

 »Min sjæl bærer i sig min ophøjede ånd,
men skulle den tøve,
bevilliges det min sjæl at forenes med sin krop«
.

 

»Tilsynekomstens bog«, s. 89

 

 

 
 

Erik Ansvang & Aton Kulturrejser

 Aton Kulturrejser arrangerer rejser til Egypten. Underviserne er Erik Ansvang og Thora Lund Mollerup. Undervisningen er baseret på traditionel egyptologi, som er uddybet med tværvidenskabelige studier og seriøse åndsvidenskabelige kilder. Kombinationen giver en overraskende dyb indsigt i Egyptens visdom, ritualer, indvielser, kultceremonier, myter og legender. Yderligere info:

www.egyptenrejser.dk

Erik Ansvang administrerer desuden www.visdomsnettet.dk

 

I