Gåden om Moses’ virkelige skæbne
Rabbinernes gamle skrifter og
oldtidens forfattere afslører Moses’ senere skjulte rolle som prins i
Egypten - og omtaler tilmed hans indsigt i magiens og stjernernes
verden.
Af ERIK ANSVANG
Copyright © Erik Ansvang
Faktisk blev
anvendelsen af en bestemt besværgelse en uventet start på en udvikling,
der i oldtidens verden skulle blive grundlaget for fremkomsten af den
jødiske og senere også den kristne kultur - vores nuværende vestlige
civilisation.
Til enhver lyd hører en dertil overensstemmende vibration. Det er denne
kendsgerning, der ligger til grund for forståelsen og brugen af kraftord
eller mantraer. Et kraftord, et mantra eller en besværgelse er en
bestemt lyd eller lydrække, som et menneske kan intonere for at kunne
fremkalde bestemte virkninger. At lyd har en virkning er en
videnskabelig kendsgerning, for det er almindelig kendt, at en lyd fra
et musikinstrument kan forplante sig til andre genstande - eksempelvis
et glas - som reproducerer svingningerne. Og hvis tonen og vibrationerne
stiger til et niveau, hvor glasset ikke længere formår at svinge med,
vil glasset springe. Lyd har i sandhed en virkning på omgivelserne.
Det er mindre kendt, at man både kendte og anvendte denne viden i de
gamle kulturer. Ikke mindst også - som vi nu skal se - i forbindelse med
Moses.
Det skete for ca. 3.500 år siden. Stedet var Egypten, som dengang blev
regeret af den kvindelige farao Hatshepsut. Og hovedpersonen var den
mystiske bygmester og storvesir Senmut (el. Senenmut), hvis liv altid
har været en gåde for egyptologerne. Senmut gik over i historien bl.a.
på grund af et arkitektonisk mesterstykke - Hatshepsuts gravtempel på
Vestbredden i Theben (Luxor).
Ny og grundig forskning på området afdækker en helt anden og
veldokumenteret virkelighed i datidens Egypten. Den er foretaget af den
danske forsker Ove von Spaeth, som fremlægger overbevisende konklusioner
med solid basis i historiske og astronomiske studier kombineret med
mangeårige intensive undersøgelser inden for arkæologi, antropologi,
oldtidssprog, religionshistorie, egyptisk tradition samt mysterielæren
og mytologien.
Den dramatiske
episode, der ændrede verden, fandt sted da vores hovedperson, den tids
største bygmester og arkitekt (hans baggrund har på det plan været
ensbetydende med flere højere indvielser), overvågede et anlægsarbejde.
Pludselig blev han angrebet han af en egyptisk arbejdsleder, som havde
til hensigt at myrde ham, men undslap ved på stedet at foretage en
magisk påkaldelse.
Ifølge de gamle rabbinerskrifter faldt angriberen død om: "…da lyden af
Guds navn nåede hans ører…" - eller herunder i kraft af "…den måde han
udtalte gudsnavnet på…". For nutidsmennesket lyder det gådefuldt, men et
voldsomt antal også netop egyptiske tekster viser udstrakt brug af
magiske formler. Selve det tilsyneladende dødsfald blev efterfølgende
brugt som et påskud til at gennemføre en snigende revolution, der til
sidst sendte denne store personlighed på flugt ud af Egypten.
Kongebarnsritualet
Men lad os for et øjeblik forlade
denne dramatiske hændelse for at rette blikket mod en anden interessant
begivenhed, som undervejs er nært forbundet med den skæbnesvangre
episode ved anlægsarbejdet. Den handler om et tre måneder gammelt
spædbarn i et lille sivflettet fartøj, der blev sat ud på Nilen og blev
samlet op af kongens datter. Jamen er det ikke beretningen om Moses, vil
mange spontant tænke? Jo, det er historien om Moses … blandt andet.
Bibelen i sin nuværende version efterlader det indtryk, at denne scene
er noget helt unikt for Moses.
Men omkring ettusinde år tidligere hører vi om nøjagtig den samme
hændelse. Her hed drengebarnet Sargon (2300 f.Kr.), og floden var
Eufrat. Et lignende arrangement blev kendt for det græske "gudebarn"
Dionysos, såvel som Attis. Og fra indernes kongesøn Karna, og, senere
igen, fra latinernes Romulus, tyrkernes Tu-Küeh, de engelske kelteres
kong Arthur og skandinavernes kong Skjold. Så mange identiske hændelser
kan umuligt være udtryk for rene tilfældigheder.
Forklaringen er da også ganske logisk - og ikke noget med forskernes
påfund om såkaldte "vandresagn" - for i de gamle samfund havde
mysteriespil eller kultdramaer en uhyre vigtig funktion, og sandheden
er, at hændelsesforløbet var et udbredt kultisk ritual for udvalgte
kongebørn både før og efter Moses. I Egypten var enhver farao et
gudebarn, nemlig gudesønnen Horus der - ifølge den levende myte - fra
båden i sivene på Nilen blev taget op af sin mor, himmeldronningen Isis.
I dette ældgamle kongebarnsritual indgår derfor et spædbarn sendt af
guderne i et lille fartøj på vandet, og barnet tages op af kongens
datter og føres til paladset for senere at blive konge. Sargons
kongebarnsritual er det ældste kendte, og Moses er det berømteste.
Alt tyder på, at Moses var hovedpersonen i et sådant kultdrama, hvilket
var forbeholdt kongebørn, der var udset til tronarvinger. De var
"udvalgte". Det var desuden en kulturel praksis hos egypterne,
babylonierne, grækerne og romerne, at kongelige brugte ammer til deres
børn - og det indgik som en uadskillelig del af ritualet.
Konklusionen på den nye forskning er, at Moses ikke var hebræer, men
egypter. At han ikke alene var kongelig, men desuden kronprins. Og at
arrangementet med sivbåden var et kendt kultisk ritual, hvor han blev
taget op fra vandet af moderen, dvs. dronningen eller kronprinsessen, og
bragt til kongeboligen.
Og i overensstemmelse med praksis fik Moses naturligvis også en amme,
der var som en mor for ham. Ammens rolle har skabt myten om Bibelens
Jochebed, som fejlagtig blev fremstillet som Moses' mor. Men hun er
hverken hans amme eller hans reservemor. Fejltolkningen er givetvis
opstået, fordi Moses lod sig kalde "søn af Jah-Khebet", hvilket betyder
søn af "himlens gudinde" eller Isis - hvilket i virkeligheden var en af
dronningens titler.
Hvem var
Moses?
Sandsynligvis trænger dette
spørgsmål sig på lige nu: Hvad er forbindelsen mellem overfaldet på den
grandvoksne kongelige overopsynsmand/arkitekt ved anlægsarbejdet og
kongebarnsritualet for spædbarnet Moses? Hvad har Senmut og Moses med
hinanden at gøre? Først, den egyptiske dronning Hatshepsut havde
åbenbart iscenesat det omtalte kongebarnsritual for sit barn.
Ove von Spaeths ufatteligt systematiske og detaljerede forskning
afslører, at Senmuts og Moses' liv er overraskende identiske. Mængden af
sammenfald i begivenheder er ganske enkelt overvældende.
Indicier i identitetsspørgsmålet bestyrkes af hans bøgers omfattende
samling af konkrete kildebelagte parallelle facts om Senmuts og Moses'
status, embeder og værker. Potentialet hos den intelligente, kreative,
skabende og igangsættende Senmut, der var tæt forbundet med kongehuset,
passer på utroligt mange specifikke områder præcist til dét,
rabbinerskrifter og andre oldtidskilder fortæller om Moses mangeartede
talenter og handlinger, imens han, også ifølge Bibelen, netop bar titlen
"Søn af Faraos Datter".
At se forbindelsen mellem Senmut og Moses kræver selvfølgelig, at man
søger at respektere det naturvidenskabelige objektivitet-ideal så langt
som at se bort fra forudfattede meninger, og forske med et nyt syn også
på de fortrængte kilder. Normalt forskes der, som om Moses kun kendes i
Bibelens udgave. Således i den hidtidige forskning er stort set alle
egyptiske, græske, romerske, indiske og arabiske overleveringer og de
ældste kirkefædres optegnelser holdt borte som forstyrrende elementer. I
denne artikel er det selvsagt ikke muligt at fremlægge den overvældende
mængde af data, der kan dokumentere de nye teorier, men de er
tilgængelige for alle i Ove von Spaeths bogserie.
Fra
dateringsproblem til myte
I kølvandet af den nye forskning
toner således et helt nyt billede frem: Dronning Hatshepsut er
sandsynligvis mor til kronprinsen Senmut, som er identisk med Bibelens
Moses. Jamen, levede Moses ikke under Ramses II, vil mange sikkert
indvende? Sandheden er, at forskerne har haft store problemer med at
fastslå, hvilket århundrede Moses levede i. Der tales bare ikke højt om
det.
Faraonernes rette datering er et centralt, men også drilagtigt og
besværligt område. Intet fast tidspunkt har hidtil kunnet bevises - og
egyptologerne såvel som teologerne er indbyrdes uenige.
Den udbredte antagelse af, at Moses levede samtidig med netop Ramses II
i 1200-tallet f.Kr., stammer fra en misforståelse allerede for 150 år
siden, da en kendt tysk egyptolog udgav en tidstavle.
Senere viste det sig, at egyptologen fra det dengang utilstrækkelige
materiale havde fået dateret Ramses II ca. 300 år for tidligt - dvs. i
1500-tallet f.Kr. Men på det tidspunkt var idéen om, at Moses levede
samtidig med Ramses II blevet vidt udbredt, og siden er
Moses-forskningen gået i gal retning. På baggrund af efterfølgende
revideret viden omdaterede man Ramses II til 1200-tallet, men selv om
der ikke var skygge af bevis for beslutningen, flyttede man automatisk
Moses med. Alle citerede ukritisk denne misforståelse videre, og den
blev efterhånden den anerkendte "sandhed".
Siden har man søgt efter spor af Moses i det forkerte århundrede, og da
dette har været forgæves, betragter mange forskere nu Moses som
"ikke-eksisterende".
Fra Hatshepsuts tempel. Foto: copyright ©
2002 Erik Ansvang
Stjernekortets hemmelighed
Astronomisk datering er den mest
præcise datering, der kendes. Den lærde og respekterede rabbiner Isaac
Abrabanel har for mere end 500 år siden i sine hebraiske kommentarværker
gengivet en ældgammel oplysning om en sjælden astronomisk begivenhed.
Optegnelser af denne art er ikke usædvanlige, for i tidligere kulturer
var astrologiske og astronomiske fænomener meget betydningsfulde, og
derfor blev de ofte optegnet. I de hebraiske optegnelser er de
grupperede himmellegemers position forud for Moses' fødsel udførligt
gengivet.
Der var tale om en storkonjunktion, som i dette tilfælde viste sig som
en sjælden planetsammenstilling, og derfor kan fænomenet verificeres
videnskabeligt med stor præcision. Denne himmelbegivenhed kan med
sikkerhed beregnes at være sket ved i nymåne i februar-marts 1537 f.Kr.,
og ifølge Abrabanel blev Moses født tre år efter. I den rabbinske
tradition kendes den direkte årsangivelse af fødselstidspunktet for
Moses næppe mere, men dog holdes det stadig i hævd, at selve måneden var
den hebræiske månemåned "adar", som netop er februar-marts.
Men Abrabanel er ikke den eneste kilde til denne datering. Senmut var
Egyptens kalendermester, og i sin grav har han ladet udføre et
detaljeret stjernekort, der må betragtes som hans "dåbsattest-horoskop".
For det viser nemlig ikke alene den samme måned, men selvsamme dag som
rabbinerskrifterne angiver som Moses' færd på Nilen - nemlig den 7. maj
i vores nutidige kalender - og selve året falder de omtalte 3 år efter
storkonjunktionen, altså lige så præcist i 1534 f.Kr. Hvilket
sammenfald! Senmuts kunnen på det astronomiske felt var i øvrigt af et
sådant format, at hans udbyggede stjernekortsystem dannede skole i
Egypten gennem mere end tusinde år derefter.
Den
skæbnesvangre intrige
Ove von Spaeths
systematiske forskning er et overflødighedshorn af spændende
informationer om Senmuts/Moses' liv og gerning fortalt i et levende
sprog. Et forsøg på at gengive det farverige liv, hvor Senmut/Moses
"stod i faraolære", vil være halsløs gerning. Pladsen tillader det ikke.
Men det var i sandhed en periode, hvor præsteskabets magt og indflydelse
voksede og udfordrede faraoens magtposition. Det placerede kronprinsen
Senmut/Moses i begivenhedernes centrum.
Præsteskabet havde andre planer for arvefølgen end dronning Hatshepsut.
De planlagde og gennemførte derfor en uhyre snedig og næsten usynlig
undergravning af Senmuts/Moses' position og magt. Det uhyggelige
magtspil kulminerede i et veltilrettelagt komplot, hvor han gik i
præsternes udspekulerede fælde.
Arkitekten, landets entreprenør, faraos næstkommanderende, Senmut/Moses
foretog den føromtalte inspektion af et anlægsarbejde. Som oplyst i 2.
Mosebog "iagttog han hebræernes byrder", og her blev han oprørt over at
se en egypter overfalde en hebræer. Teksten fortæller, at han slog
egypteren ihjel og gemte ham i sandet. I rabbinerskrifternes mere
uforkortede beretning herom hører vi, at egypteren blev dræbt alene
fordi Moses foretog en afværgende bevægelse, men meget taler for, at det
hele var arrangeret til at tage sig ud som drab.
Ved hjælp af egyptiske tekster sandsynliggør Ove von Spaeth, at det
lykkedes Moses "at få magt over" angriberen ved hjælp af sit scepter
eller sin magtstav. Den angribende egypter faldt derfor på mystisk vis
om som død. Dengang ville der normal ikke blive gjort nogen større
affære ud af, at en så højtstående person i selvforsvar kom for skade at
slå en underordnet ihjel. Alligevel blev det grundlaget for et komplot,
der skulle forhindre Senmut/Moses at bestige tronen efter sin mor
dronning Hatshepsut. Hvordan bar præsteskabet sig ad?
Det
rituelle brodermord
Ved nogle af de ældste kendte
mysteriespil i oldtiden udspilledes et vigtigt ritual i forbindelse med
nytårsfesten eller "fornyelsesfesten". I Egypten hed dette ritual "Heb-Sed
festen" eller "Sed-festen". Under denne festival skulle faraonen,
ledende hoffolk og præsterne klæde sig ud og spille mytologiske roller.
En særlig udvalgt person blev udklædt som stedfortrædende farao. Han
optrådte og fungerede som rigtig konge i en periode - ofte tre dage.
Ildevarslende astrologiske forudsigelser eller en reel krisesituation
for landet, kunne kræve et kongeoffer, hvor denne narrekonge dræbes i
stedet for kongen, hvorefter den oprindelige konge atter indtog sin
plads på tronen og indledte sit herredømme under nye og bedre
astrologiske omstændigheder.
Bag denne ofringsrite skimtes myten om gudekongen Osiris, der reelt
ritualdræbtes, men derefter opstod som en ung Horus, "den nye konge",
hvilket indebar en genfødelse af kraften. Det blev almindeligt, at også
rituelle kongemord kunne udføres på en stedfortræder - det
stedfortrædende offer. Efterhånden ændredes "drabet" mest til blot en
symbolsk handling.
Kongen kaldtes "den levende Horus", og i sit 30. år på tronen "døde" han
i Sed-ritualet, hvorefter han som Horus-barnet "genfødtes". Den periode
udgør en astronomisk/astrologisk stor-parallel til en månefases
afslutning inden for 30 dage. Men normalt var situationen ikke så
alvorlig, at så vidtgående handlinger som et regulært kongedrab var
nødvendigt, for at kongen kunne "få tilbagegivet sin ungdomsstyrke og
vitalitet".
Ved Hatshepsuts Sed-festival har præsteskabet formentlig besluttet at
sætte kronprins-kandidaten ud af spillet. Præsterne strategi var at
bruge Senmut/Moses direkte i rollen som stedfortrædende kongeoffer, for
ifølge de gamle traditioner var en person nær kongen bedst egnet som
stedfortrædende for en konge. På denne måde kunne et mord på en
tronfølger både camoufleres og "legaliseres". Senmut/Moses havde
forinden sørget for at lade sig udnævne til at være "faraonens talerør",
en titel der beskyttede ham mod henrettelse. Derfor måtte præsterne
bruge en dengang ikke ukendt metode - et "stedfortrædende offer for et
stedfortrædende offer".
Dette paralleloffer blev iklædt kongedragt og i var forvejen ført ind på
Sed-pladsen. Han var lydløst til stede - kneblet og bundet. De gamle
rabbinerskrifter angiver, at da Moses blev ført ind tilsvarende klædt i
en kongedragt og med bind for øjnene, skulle henrettelsen gennemføres,
uden at han vidste, at der samtidig befandt sig den ekstra person ved
siden af som stedfortræder. I henrettelsesøjeblikket fik Moses derfor en
psykisk oplevelse af at blive henrettet - at være død. Det er en
illusion, men den opfattes hos offeret i en første fase som en reel
tilstand, selvom det var den anden, der måtte lade livet.
Flugt og
forbandelse
Efter "henrettelsen" var Moses
fredløs. Processen medførte ikke alene total degradering, men også
bandlysning og forvisning. Den symbolske henrettelse medførte, at han i
omverdenens øjne kunne betragtes som død. Ikke nok med det - handlingen
blev fuldbyrdet med en forbandelse ved at besværge ved blodet fra
parallelofferet. Forbandelsen skulle forhindre, at han nogensinde skulle
få identitet, navn og status tilbage.
Forbandelsen lagde ikke alene et psykisk pres på ham selv, for at han
skulle opgive alle tanker om et comeback. Men samtidig indebar
forbandelsen, at den også ville ramme alle, der forsøgte at hjælpe ham.
Man prøvede herefter systematisk at fjerne hans navn, billeder og
statuer. At udslette et navn i det gamle Egypten, var et magisk ritual.
Det var som at udslette personen selv. Han måtte hverken være kendt af
samtiden eller eftertiden. Det lykkedes ham dog at flygte og slutte sig
til det hebræiske folk, nu kaldet israelitterne, og vi ved fra deres
jødiske efterkommeres historie, at han blev dette folks store lovgiver.
Dertil kommer at hans særlige indsigt i den egyptiske mysterielære gav
ham et dybtgående fundament som senere religionsstifter.
Virker
forbandelsen stadig?
På et langt senere
tidspunkt udførtes endnu et "attentat" på Moses' identitet som egyptisk
tronarving. Det skete, da en jødisk bibelredaktion allerede i 400-tallet
f.Kr. udelukkede flere oplysninger om Moses' virkelige ophav. Det er
næsten som om den magiske forbandelse stadig var aktiv.
Ja, på en måde er den fortsat virksom i nutiden - skønt den nu er
afsløret og derved får iværksat sin "afvæbning" ifølge de gamle regler.
Ove von Spaeths omfattende dokumentation og grundighed er velfortjent
blevet fremhævet af en række af velrenommerede og fagvidenskabelige
forskere i forskellige sammenhænge. Men fra de to akademiske grupper,
som har mest faglig prestige på spil, nemlig egyptologer og præster
(teologer), forsøges ihærdigt at ophæve betydningen af de nye spor, der
nu synes at true med at føre til en endelig opklaring af gåden om Moses.
Ove von Spaeths forskning udgives som en bogserie fra forlaget C.A.
Reitzel: "De Fortrængte Optegnelser", "Gåden om Faraos Datters Søn" og
"Den Forsvundne Tronarving", som alle er udkommet. Men yderligere to er
på vej: "Den Hemmelige Religion" og "Profeten som Ukendt Geni".
Bøgerne, hvad enten én alene eller flere, kan læses uafhængigt af
hinanden - og et væld af oplysninger kan hentes på denne bogseries egen
hjemmeside, hvor bøgerne tilmed kan bestilles direkte:
www.moses-egypt.net
Værkets omfattende kildehenvisninger vidner om overordentlige grundige
baggrundsstudier. Afvisning af Ove von Spaeths forskning og
veldokumenterede konklusioner vil ikke alene være uvidenskabeligt, men
direkte useriøst.
Spørgsmålet er, hvordan man ophæver den forbandelse, der blev
manifesteret for næsten 3.500 år siden? Kunne det - som allerede antydet
- ikke netop tænkes ud fra den gamle videns egne betingelser, at en
udbredelse af Moses rette identitet, navn og status er den rette magiske
modgift?
Erik
Ansvang
forfatter,
foredragsholder, arrangør og rejseleder,
arrangerer kulturrejser til Egypten:
www.aton-rejser.dk
- og er tilknyttet World Wisdom Trust (
www.worldwisdomtrust.com )
Henv.: Nordre Fasanvej 34, 3. tv., 2000 Frederiksberg.
tlf.-henv.: 33 23 32 12, - e-mail:
aton@egyptenrejser.dk
Fra Hatshepsuts tempel. Foto:
copyright © 2002 Erik Ansvang
¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
De omtalte
bøger er fra Ove von Spaths bogserie "Attentatet på Moses" - se også:
www.moses-egypt.net
Kan bestilles direkte hos C.A. Reitzel forlag/butik: tlf. 33 12 24 00
og info@careitzel.com
|