En fortælling om at få ting til at ske…

© Af Martabolette M. Stecher

      På opdagelse med "Plejer"

      Der var engang et land, der var så lille, at man næsten ikke kunne gå i landet. Landet var fyldt med mennesker, og de gik op og ned af hinanden; dag ud og dag ind. De lagde slet ikke mærke til, hvor trang pladsen var, fordi sådan havde det jo altid været. Det er som med månen, der er blind for de vinkler, som betragteren ikke kigger på. Derfor kan du kun se det, du kigger på.

      Plejer kommer til landet med kaos

      En dag gik Plejer forkert i landet og stødte ind i Kreativ, der boede over på den anden side i landet med kaos. "Hvor er du på vej hen?", spurgte Kreativ. "Det ved jeg ikke", svarede Plejer. "For jeg har aldrig gået af denne vej før". "Så vil du måske være med til at prøve noget nyt?", fortsatte Kreativ. "Jeg kan kun finde ud af at gøre tingene, som jeg plejer", svarede Plejer lidt gnavent. "Men jeg vil gerne tilbage til den vej, som jeg plejer at gå", bad Plejer. "Det kan jeg ikke fortælle dig, for jeg går altid nye veje", svarede Kreativ. "For mig er der ingenting, der er, som det plejer, men jeg vil gerne vise dig en sti, som måske kan føre dig hen til det sted, hvor du plejer at være", svarede den.

      Plejer møder Vanen

      Plejer gik lidt videre af den sti, Kreativ havde vist. Her stødte den ind i Vanen, der sad og hang lidt med hovedet. "Hvad laver du her?", spurgte Plejer. "Jeg laver ingenting", svarede Vanen. "Hvorfor sidder du så her?", prøvede Plejer igen. "Jeg sidder og tænker på, hvor Måske er blevet af", svarede den. "Hvem er Måske?", spurgte Plejer. "Måske kommer og går. Nogle gange er det lige før, at jeg får lyst til at lave noget sammen med Måske, men den er altid så hurtig væk, at det aldrig bliver til noget", svarede Vanen.

      "Derfor sidder jeg her, hvor jeg altid har siddet". "Og her bliver jeg nok ved med at sidde", fuldendte Vanen. "Ved du, hvordan jeg kommer tilbage til den sti, som jeg plejer at gå?", spurgte Plejer Vanen.


      "
      Det ved jeg ikke, for jeg kender ikke nogen sti, så du må nok hellere bare blive her hos mig", svarede Vanen. Plejer tænkte sig godt om og kunne mærke, at den havde brug for at komme tilbage til det sted i landet, som den plejede at opholde sig.

      Vanen og kutymen

      Derefter tog den pænt afsked med Vanen og gik videre ud af stien. Lidt senere stødte den ind i Kutyme. "Hvad laver du her?", spurgte den Kutyme. "Jeg laver ting, som det hedder sig og bør", svarede den. "Hvad betyder det?", spurgte Plejer. "Alle ting har sin helt egen plads, og der er ting, som man bør gøre, og ting som man ikke bør gøre", svarede den. Det kunne Plejer ikke helt finde ud af, for den gjorde altid det, som den plejede at gøre. "Hvad er så kutyme at gøre?", spurgte Plejer. "Det afhænger af, hvem du er, og hvordan du har for kutyme at gøre tingene", svarede Kutyme. Det gav ingen mening for Plejer, så den tog pænt afsked og fortsatte ud af stien.

      Når man møder udvikling!

      Lidt efter begyndte det at regne. Det regner ellers aldrig i landet, men nu befandt Plejer sig jo også i landet med kaos, og her kan alting ske, selv når man mindst venter det. Plejer fandt ly under et træ og satte sig ovenpå Udvikling. "Hvad laver du her?", spurgte Plejer Udvikling. "Jeg bevæger mig hele tiden fremad", svarede Udvikling. "Hvordan gør du det?", spurgte Plejer. "Jeg tager et lille stykke af gangen". "Nogle gange kan jeg slet ikke se, at jeg bevæger mig fremad, men det gør jeg, og når det igen er fuldmåne, så ser jeg månen fra en helt anden vinkel", svarede Udvikling. "Hvordan ser den så ud?",

      spurgte Plejer. "Så kan jeg se nogle nye ting, som jeg ikke kunne se ved sidste fuldmåne", svarede den. Det var næsten for meget for Plejer, for den plejede jo bare at gøre det, som den altid havde gjort, og sådan var livet for Plejer. "Hvor skal jeg gå hen, hvis jeg vil hen til det sted, hvor jeg plejer at være?", spurgte den bedende Udvikling. "Det afhænger af, hvor du plejer at være", svarede den. Men nu kunne Plejer snart ikke huske, hvordan det var der, hvor den plejede at være, så den takkede Udvikling og gik videre ud af stien. Den kiggede op på månen og kunne pludselig se skygger og vinkler, som den ikke havde set før. "Det var da underligt", tænkte den stille for sig selv. "Det her har jeg ikke set før".

      Som det plejer at være…

      Lidt længere fremme mødte den igen Kreativ. Det var dejligt at møde Kreativ igen, for nu var alting lige præcis sådan, som det plejede at være. Den hilste lystigt på Kreativ og omfavnede den. "Hej Kreativ. Nu er jeg igen hos dig", sagde den. Kreativ hilste på Plejer og smilede over hele ansigtet. "Vil du nu lege med mig?", spurgte den. "Nej, for det plejer jeg jo ikke at gøre", svarede den. Så den tog pænt afsked med Kreativ og gik videre ud af stien. Lidt senere mødte den Moralen. "Hvad laver du her?", spurgte den Moralen. "Jeg ligger og venter på dig", svarede den. "Hvorfor venter du på mig?", spurgte Plejer. "Jeg venter på dig, fordi du har bevæget dig hele vejen rundt om landet", svarede den. Det kunne Plejer ikke forstå, for den syntes slet ikke, at den havde bevæget sig. Den var slet ikke klar over, at den nu havde gået hele vejen, og at alting var som det plejede, selvom det hele tiden ændrede sig. "Og sådan er det", svarede Moralen, "… når du gør det, du plejer at gøre, så ser du også det, du plejer at se, men når du bevæger dig og har gået til næste fuldmåne, og du har mødt Kreativ og Udvikling, og lyttet til Vanen og Kutyme, så ved du ikke længere, hvad du plejer at gøre, og så er alting nyt", svarede den. Plejer rystede på hovedet. "Sikken en gang sludder", tænkte den og fortsatte ud af stien, hvor Udvikling igen lå og ventede på den. Den havde bare flyttet sig, men det vidste Plejer ikke noget om, for Plejer gjorde altid det, den plejede at gøre. Den kiggede op mod månen, som nu var blevet ny, og den frydede sig over alle de oplevelser, den fik, og alle de mennesker, den mødte ved at gøre præcis sådan, som den plejede at gøre! SLUT.

      FAKTA:
      Martabolette M. Stecher, coach & projektudvikler.
      Indehaver af firmaet: moldeQ train.

      Kontaktoplysninger:
      Tlf.nr.: 75 20 96 47
      Mobil: 20 28 96 47
      Website: www.moldeqtrain.dk.
      Mail: mb@moldeqtrain.dk.

      Filosofien bag mit arbejde…
      Jeg arbejder med at få ting til at ske – og er katalysator for at skabe udvikling for mennesker, så de kan realisere det, de drømmer allermest om. Jeg tror på, at alle mennesker har alt det, der skal til, for at skabe succes, glæde og kærlighed. Det, du er, er det, du sender ud – og derfor vil det ydre liv altid være en afspejling af det indre. Min filosofi udspringer af følgende overvejelser:

  1. • Hvis du vil skabe udvikling, må du være der, hvor energien den er.
  2. • Hvis du vil skabe relationer, må du se på, hvad du vil give frem for, hvad du vil have.
  3. • Hvis du vil skabe forandring i dit liv, må du gøre tingene anderledes.

      Det er mit udgangspunkt, at jeg ingenting ved. Det betyder, at jeg som udgangspunkt ikke har nogen mening om, hvordan ting skal være. Livet viser sig hele tiden for os, hvordan det ønsker at udvikle sig. Derfor er det vores største opgave at give slip – og være åben, nysgerrig og lyttende overfor, hvad livet fortæller. Fortællingen er skrevet, mens du er og bliver fortællingen.

      Hvis vi tør give slip på den måde, vi ser tingene på, - og tør udfordre vores egen måde at gøre tingene på, kan vi skabe noget nyt. Det er let – og du kan gøre det NU, men du skal selv vælge det!

      Karen Blixen skrev: Mod er livets salt!

© Martabolette M. Stecher, moldeQ train, www.moldeqtrain.dk

Oprettet den 19. april 2006 :