Den 1200 år gamle pilgrimsrute i Spanien
ud til Santiagos berømte relikvie har altid haft tydelige allusioner til ideer
om ”stairway to the stars”. Ruten omtales stadigvæk med den stjerneforbundne
betegnelse Via lacta, ’Mælkevejen’. Selve det spændende emne kan vi følge her
som en rød tråd gennem den gamle verdens historie og frem.
Den spanske pilgrimsrute til
stjernerne Engang i 800-tallet e.Kr. proklamerede kirken, at en grav, der mentes at
indeholde apostelen Jakobs hovedskal, var fundet et sted i Nordspanien. I
traditionen er hovedskallen som relikvie flyttet hertil, hvor han ifølge
traditionen havde missioneret. - Denne reelt ’dobbeltbundede’ rute i Spanien til
et særligt helligsted har stærke paralleller til Paulus’ tredje rejse (jf. Ove
von Spaeth’s bog ”Den Hemmelige Religion”, kap. 22), der symbolsk synes at følge
et himmelmønster af udvalgte sigtelinjer mellem stjerner, der var tillagt særlig
betydning: Et system velkendt i de gamle religiøse kulturers overvældende
optagethed af stjerneverdenen.
Ruten - tværs over Nordspanien til valfartsstedet - hedder stadig
Via Lactea,
’Mælkevejen’: Verdens-aksens linjeføring, hvor pilgrimmene måtte passere byer
med stjernebetegnelser såsom Astor og Estella (‘stjerne’),
Burgos
(arabisk-spansk: ‘Dyrekredsen’), Leon (spansk: stjernebilledet Løven) og
La Coruña (stjernebilledet
Corona Borealis) - indtil de lige før
Capo Finisterre (’hovedet ved jordens ende’,
Canopus) nåede stedet
med apostelen Jakobs hovedskal i byen Santiago (Sankt Jakob)
de
Compostela. Bynavnets sidste del er fra kirkens oprindelige latinske
betegnelse for dette sted: Campus Stellae, ’Stjernernes mark’.
”Mælkevejen”, den gamle pilgrimsvej til
Santiago med byer med stjernenavne langs ruten.
Jakobsstigen
’Stjernernes Mark’ har just allusioner til den berømte episode om apostelens
navnebror, den oprindelige Jakob, Isaks søn, i ”1. Mosebog” (28,11-19), der i en
egn kaldet Luz havde lagt sig med en sten under sit hoved (hovedskal) på åben
mark under nattens stjerner og observerede ”en stige” fra jorden til himlen. Jf.
Verdens-aksen som en scala cosmica
(jf. også myten om Jupiters vej ned
til Leda), stigen engle steg op og ned ad. ”Vandrestjerner” (planeter), der
astrologisk kunne aflæses for et budskab, kaldtes i hebraisk tradition også for
”ærkeengle”.
Senere, på græsk og latin dannedes ordspil på engle,
angelos,
’budbringere’, og angulus, de ”budbringende vinkler” mellem planeterne.
Men allerede Jakob - ved at lade den pgl. mark med stjernerne over sig benævne
Bethel, dvs. ’Guds hus/hjem’ - betegnede i virkeligheden denne mark som
(en genklang af) ”himlen”, hvor både Gud og stjerner/engle har hjemme.
Ifølge oldtidens rabbinerskrifter var det eneste Jakob tog med, da han flygtede
fra Isak, en speciel stav. Den kendes som ”Jakobsstaven”. I traditionens
udtryksform var den lavet af en gren fra Livets Træ, en kendt betegnelse for
Mælkevejens forløb hen over himlen - og en klar henvisning til det astronomiske.
Mælkevejen er galaksens tværsnit, der fra Jorden ses som en overskåret linse. Et
uudforsket naturfænomen er det lys, der således går igennem en linse ’på
langs’ fra kant til kant. Den alternative prismeeffekt ved denne kosmiske
stråling kan optræde som en co-factor for udvikling af liv på Jorden. Og
symbolsk var en gren fra træet en magisk stav. Som astronomisk måleinstrument er
den en stav med tværribber og ligner i anvendelse - samt bogstaveligt - ’en
lille stige til himlen’. Den brugtes fra oldtiden og helt til 1700-tallet.
Et græsk fartøj af typen, som Pauls rejste med.
Oldtidstekster om vigtige
sigtelinjer mellem stjernerne
En lignende tradition som i Nordspanien, hvor kirken oprettede det fortsat
anvendte valfartssted Santiago de Compostela, sås altså praktiseret bl.a. i
”Paulus-rejsen” - med parallel baggrund i samtidens udbredte, kultiske
stjernemysterier. - Denne ”skjulte Paulus-rejse” bag teksten i ”Apostlenes
Gerninger”, kapitlerne 26-28, udgør en mysterieberetning for indviede. At dens
opstilling kan vise Paulus’ sørejses kurs til Rom via en række byer og steder
med navne, der ligner stjernenavne, var bestemt ikke ualmindelig fremgangmåde på
den tid.
På samme måde som hos Paulus i det Nye Testamente kan meningsfyldte
esoterisk-himmelgeometriske informationer ses i værket ”Paedagogus” af
kirkefaderen Clemens af Alexandria (200-tallet). I Clemens’ tekst henvises i
indre lag til særlige himmelgeometriske forbindelser af sigtelinjer mellem
stjernerne Andromeda,
Canopus, Lyra og
Fiskene:
”...jeres
Segl
skal være Duen, eller Himmelskibet som de styrer imod, eller
Musiklyren - om optegnet af apostlene/fiskerne (apostoli piscatoris)
...”.
Lignende princip følges i Homers ”Odysseen”, der kendes i nedskreven form fra
700-tallet f.Kr. Heri er sørejsens kurs ligesom en præcis stjernerute. I
den 5. sang (vers 270-275) instrueres Odysseus ved - ud fra skibets ror (græk:
canopus!) - at følge vigtige sigtelinjer i mønstre mellem
Plejaderne,
Bootes, Karlsvognen og Orion - hvorved kursen er øst og nordøst.
Princippet her - hvor Homer-teksterne synes at rumme denne ekstra dimension med
mentalt visualiserede (hukommelsesstøttende) ”himmellandkort” - genses,
dog i anden form, i Florence & Kenneth Woods: ”Homer’s Secret Iliad; the Epic of
the Night Skies Decoded” (1999).
Netop Iliadens således allegoriske astronomi - kan give løsningen til de lange
og noget trættende opremsninger af antal af skibe og deres besætninger (især i
2. bog), en form der ellers kunne se ud som et stilbrud. De forhold er hidtil
kendt som en gåde inden for litteraturen, og jævnligt er der publiceret lige så
lange og trættende forklaringsforsøg.
Stjernebilledet Argo, Skibet, har
Verdens-aksen som sin mast. Her er Odysseus bundet til masten, mens han passerer Medusa-stjernen Algol.
Himmelgeografi
og Verdens-akse skjult i anden litteratur
I nyere tid kendes en svagere afglans af princippet, idet Jules Verne
(1828-1905) i sin klassiske science fiction-bog ”Rejsen til Månen” fra 1865
oplyser præcist om månepositioner og -faser undervejs. Ved nærmere studium af
månetabeller fremstår pågældende oplysninger som at stamme fra Månens reelle
positioner i vinterhalvåret fra et år nær udgivelsen velsagtens mens han skrev
bogen, og med anvendelse af de dengang aktuelle positioner for Månens forløb.
Et sidespring: Set fra nutiden virker denne første månerejse som endda en
clairvoyant beretning om den ægte månerejse. F.eks.:
1.
affyring af et oprejst projektil (raket) og ikke, som vanligt dengang, en rund
(kanon)kugle. 2. opsendelsen skete fra Florida.
3.
rejsetiden er kun få dage. 4. i rummet er der en frossen, død
hund i omløb. 5. tre mænd er ombord.
6. på
hjemrejsen styres de til Stillehavet og samles op af et amerikansk krigsskib. -
Alt skete præcist sådan! - men først 104 år senere, i 1969.
T.v.: Måling af stjerneafstande
med jakobsstav. T.h.: Den russiske hyrdehund Leika, det første levende væsen sendt i orbit - opsendtes med russernes satellit Sputnik,
3.nov.1957.
Lignende som Jules Vernes månepositioner forekommer hos
forfatteren J.R.R. Tolkien (1892-1973). Tolkien lod Månens stilling på enhver
given dag i trilogien ”The Lord of the Rings” svare til dens stilling på himlen
de pågældende dage i 1954-1955, hvor han skrev denne trilogi. Hos Tolkien
spiller desuden en (lede)stjerne afgørende rolle, da den i hans verdensudbredte
bog ”Ringenes herre” leder Frodor og Sam op ad Dommedagsbjerget for at destruere
Ringen.
Især er den irske forfatter James Joyce’s værk ”Ulysses” (‘Odysseus’), fra 1922,
flere steder bevidst konstrueret efter det nævnte princip, der kan observeres i
Paulus’ beretning, men nu med Homer som nøgle - og er fyldt med konkret
astronomi såvel som skjult astromytologi. Der er mindst tre strømme i ét. Der er
ligeledes indlagt et skjult geometrisk mønster. Ved at betragte et bykort over
Dublin, kan hovedpersonens byvandring/odyssé følges: Ruten afslører at danne et
præcist, kæmpemæssigt kors.
Our Lady of Walshingham. Jomfru Maria-figuren
i Slipper Chapel (segl, fra middelsalderen).
Himmeldronningen
Isis reflekteret som Jomfru Maria
I oldtiden var det i årtusinder et velkendt begreb, at på himlen var Mælkevejen
en kosmologisk hovedvej til gudinden Isis, der i den sammenhæng var udtrykt som
stjernen Sirius. Denne, vores stærkest lysende stjerne, befinder sig tæt ved
Mælkevejens ene ende.
Da kristendommen blev dominerende i det Romerske Rige, blev
Isis-som-Sirius-stjernen identificeret med Jomfru Maria. Dette kan bl.a. ses i
”Onomasticon” skrevet af Hieronimus, der i 300-tallet oversatte Bibelen til
latin. Stjernen ses derefter ofte benævnt som Mariae Stella, og i
forvejen var Maria kendt ud fra ”Johannes Åbenbaring” (12,1) som
himmeldronningen, igen allerede tidligt kendt som gudinden Isis’ titel allerede
fra de tidligste tider i det gamle Egypten. ”Som i Himlen, således også på
Jorden”: Set som en ”afspejling fra himlen” i den jordiske geografi kunne denne
vejstrækning til at nå frem til Maria gennemvandres som en særlig pilgrimsrejse.
En anden form af stjernens navn kendtes som
Stella Maris, ‘havets
stjerne’, idet denne klare stjerne Sirius var excellent til at navigere efter
til søs. - Men på et tidspunkt ses den til navigation også så nødvendige
Nordstjerne kaldet ved samme navn, Stella Maris. Det skete måske, fordi der
eksisterede mindelser og ideer om den såkaldt oprindelige nordstjerne Lyra eller
Vega, der er placeret ved den ene pol af Verdens-aksen. Den akse er tidl. nævnte
vigtige sigtelinje dannet af himlens 3 klareste stjerner
Canopus, Sirius
og Lyra/Vega - og er så at sige selve kernelinjen i Mælkevejen. En
forbindelse eksisterede således fortsat via traditionen.
Ved pilgrimsrutens sidste mil, Slipper Chapel
(St. Catherine, Houghton St. Giles) i Norfolk, fra 1325, var dette et sidste rastested, før man tog skoene af og gik ”den
hellige mil”.
Den engelske pilgrimsrute
til stjernerne
Den spanske rute,
El camino de Santiago de Compostella, ’Sankt Jakobs vej
ved stjernernes mark’, kaldtes altså for Mælkevejen. Siden biskop
Theodomirs indstiftelse af vejen i året 835 har den pågældende rute/vej
angiveligt ledt pilgrimme frem til et relikvie kendt som apostlen ”Jakobs
hovedskal” i katedralen i Santiago. Derefter satte de en skal (fra en musling)
på deres hat, et tegn på de havde gennemført. - Stjernevalfart-konceptet var
yderligere udbredt:
- Ideen praktiseredes i England i ’omvendt’ forhold, hvor det nu var Mælkevejen,
der kaldtes Way of Saint James (Jakob). I mere end 900 år førte den
engelske pilgrimsrute fra det sydlige England op til Jomfru Marias kapel i
Walsingham (Walsyngham) i Norfolk ca. 150 km nord for London. Stedet, også kaldt
Little Nazareth (Jesu barndomshjem) ansås for ’helbredende’.
Jomfru Maria blev kendt som ”Our Lady of Walsyngham”. Hendes engelske
pilgrimsrute stiftet år 1061 her, hvor en adelsfrue havde en Maria-åbenbaring,
blev utroligt populær: Idet ideen om at vejen-til-Maria i himlen ses som
Mælkevejens forbindelse på himlen til Marias stjerne Sirius, kaldtes allerede
tidligt selve Mælkevejen nu også for Walsyngham Way.
Lokaliteten var et af de 4 helligsteder, hvoraf de andre var Jerusalem, Rome og
Compostella. Da kong Henrik d. 8. afskaffede katolicismen i England i 1538,
ophørte brugen ruten. I moderne tider er ruten blevet et udflugtsmål, også for
flere af nutidens katolske grupper.
Den irske forfatter James Joyce’s litterære storværk ”Ulysses” fra 1922 bliver i
ovennævnte bog ”Den Hemmelige Religion” (i kap. 22) omtalt for sit
mytologisk-astronomiske kodesprog. Også Joyce (”Ulysses”, episode 17,1003-1036)
kalder Mælkevejen for Welsingham Way. Dvs. stadig et indarbejdet kendt navn
endda mere end 500 år efter ”stjernerutens” lukning.
Allerede egypterne synes at have anlagt de store pyramider stjerne-geografisk
nemlig ved Nilen efter en plan ud fra stjernebilledet Orion, i egyptisk udgave
kaldt Osiris. Dette prospekt er af forskellige gode grunde omdiskuteret, men har
aldrig kunnet afvises. Bl.a. kritiseres, at Orion er gengivet spejlvendt, men
netop det princip var altid tradition i flere tusinde år, også f.eks. på
himmelkort. Til rituel sejlads på Nilen tænktes flodens hellige vandvej sat på
himlen.
NOTE:
Supplerende bibliografi-oplysninger om stjernerne i forbindelse med disse
pilgrimsveje, se bl.a.: Richard Hinckley Allen: ”Star Names, Their Lore and
Meaning” (reprint New York 1964, s. 453-454, 477-480). - Samt ”Astronomin i
James Joyces Ulysses” af Gunnar Larsson-Leander, Institution for Astronomi,
Lund, - i Astronomisk Tidsskrift (27.årg., nr.3, sep.1994, s. 103-104).
*
Ove von Spaeth Forfatter, historiker, uafhængig forsker: copyright
© 1998 & © 2004. - Dele af teksten er fra bogen “Den Hemmelige Religion” - som er bind
4 i hans bogserie "Attentatet på Moses”. ( C.A.Reitzels forlag og boghandel, tlf. 33 12 24 00 &
info@careitzel.com ) .
Yderligere information:
www.moses-egypt.net
Isis som Sirius-stjernen i himmelbåd (helligt processionsfartøj) ved siden af
Orions båd
|