Lyset i Universet
Af
OVE
VON
SPAETH
.
Copyright © 2012 (backtrack © 1999) -
www.moses-egypt.net
Lys-kur fra himmelrummet
Stjernebaseret healing givet på oldtidens observatorier, der
samtidig var helligdomme, forudsatte en viden
om visse vigtige stjernes forskelligartede lysspektre.
Fra tidernes morgen har man fortaget healing i
templer og på hellige steder - men ofte netop også i
forbindelse med stjerner og himmellegemer, hvor det
kunne efterprøves
om hvilke påvirkninger
der kunne
gives patienterne gennem særlige former for
”lys-kure” fra
himmelrummet.
Stjernekundskaben blev
varetaget af præsterne og observatorierne var tilknyttet
templerne eller var direkte i sig selv hellige steder.
Dette var blot en særlig del ud af
flere helbredelsesformer udøvet ved oldtidens berømte
templer. Det ses bl.a i dette uddrag fra min bog ”De
Fortrængte Optegnelser”, kap. 10:
”... Det var i oldtiden en
udbredt tradition ved særlige situationer at sove i templet
(især kendt fra den senere lægegud Asklepios' templer) - i
inkubatoriet - ofte ved foden af en særlig søjle, der
opfattedes tilknyttet en speciel kraft, hvorved den sovende
på dette sted i en drøm ville få oplysning f.eks. om sit
helbredelsesmiddel eller om noget af vigtighed for sin
fremtid. - Gaver givet af taknemmelige kunne hobe sig op ved
søjlens fod, det kunne ske, at hele tempelskatte blev
grundlagt på denne måde.
Det helbredende eller magiske
ved søjlen - der repræsenterede Verdens-aksen på himlen, dvs.
Mælkevejen - genkendes i bibelteksten om Moses, der under
ørkenvandringen proklamerede, at syge israelitter skulle
blive raske, når de lagde sig ved en hellig pæl, som han lod
opstille i ørkenen.
Bibelen beskriver, at der på
pælen var anbragt en kobberslange - Moses' pæl med slangen
er den ældst kendte udgave af det stadig anvendte lægesymbol,
der siden græsk-romersk tid kaldes ’Æskulap(Asklepios)-staven’
...”.
Det er interessant, at motivet med
’Æskulap-staven’ også kendes som navn på et stjernebillede.
De gamle grækere, der havde meget af deres viden fra Egypten,
kaldte disse stjerner for Ophiochus, der helt frem til
renæssancen sattes i forbindelse med Asklepios.
Sommersolhverv ved oldtidens berømteste astronomisk baserede
kultsted, Stonehenge, - den 21. juni 2005.
Stonehenge som lys-healing station
Et af de fascinerende aspekter ved det engelske
fortidsminde Stonehenge er, at det viser sig at være
opbygget omkring 2.700 f.Kr., således tidsmæssigt allerede
før pyramiderne.
Stonehenge kan have været betragtet som en healing-station
for folk fra neolit-tiden og bronzealder-pilgrimme, ifølge
en større undersøgelse i november 2006 af dette megalitiske
monument.
Anlæggets cirkel af oprejste enorme sten har længe undret
forskere. Teorier om dets oprindelse strækker sig fra
muligheden af, at det tjente som ligkapel og til at det er
konstrueret til menneskeofring - samt astronomi. Men
Stonehenge har netop opfyldt flere formål!
Ifølge Timothy Darvill, professor i arkæologi ved
Bournemouth University i Sydengland:
“... Stonehenge blev fristed og tjente som orakel og
et sted for pilgrimsfærd for syge.”
Denne professor har uddybet sine resultater i bogen
“Stonehenge: The Biography of a Landscape”, og foreslår, at
nøglen til forståelse af Stonehenge findes i Preseli
bjergene i det vestlige Wales. Her har han og kollegaen
Geoffrey Wainwright lokaliseret stenbruddet, hvor såkaldte
bluestones, der danner Stonehenge's inderkreds, er hugget
fri, ca. 2.500 f.Kr.
De blå-grå sten, der vejer omkring 4
tons og er mellem 6 og 9 fod i opret højde, måtte
transporteres 240 miles til Stonehenge’s placering i
Wiltshire, England. Ifølge Darvill, de blev transporteret så
langt, fordi de blev betragtet som hellige:
“... Man troede på, at
bluestones havde mange healende egenskaber, fordi der i
Preseli er mange hellige kilder, der anses for at have
sundhedsgivende kvaliteter ...” (citater fra Darvill Darvill,
og kollegaen Raimund Karl, i Discovery News, 30.nov.2006).
Troen på, at stenene indeholdt en særlig kraft overlevede
til sent i 1700-tallet, hvor mange mennesker tog til
Stonehenge for at brække stumper af stenene som talismans.
En yderligere dokumentation for hans argument er fundet på
begravelsespladser ved Stonehenge. Som Darvill sagde:
“... Blandt disse begravelser
synes der at være en stor gruppe af de mennesker, der viser
tegn på at være syge - de kan være gået som halte eller have
brækket ben og så videre - netop den slags ting, der i
moderne tid presser folk til at søge hjælp fra den Almægtige
...”
Guddomme som blev dyrket ved Stonehenge må have været
forhistorisk tilsvarende de græske og romerske gud
helbredelse, Apollo og hans tvillingesøster Artemis, ifølge
Darvill:
“… Selv om (Apollo's)
vigtigste helligdom var i Delphi i Grækenland, er det
almindelig opfattelse, at han forlod stedet i
vintermånederne for at opholde sig i Hyboræernes land, der
ofte antages at være i Britannien …”.
Raimund Karl, en lektor i arkæologi og kulturarv på
University of Wales, Bangor, synes at Darvill’s opfattelse
af Stonehenge som vigtig international forhistoriske
healingcenter er:
“...en interessant ide, der bestemt ikke kan
udelukkes som en mulighed. - Men jeg er ikke overbevist om,
at helbredende egenskaber blev tillagt stenene på ethvert
tidspunkt i forhistorien og at der var et flertal af syge
mennesker begravet dér. - Generelt set var menneskes helbred
i forhistorien ikke særlig godt ...”.
Verdens
skabelse blev set som en gigantisk alkymistisk proces. Herom
fremhæves lysets rolle også i
de alkymistiske dokumenter. - T.v.: Kobberstik fra
alkymisten Robert Fludd’s værk, “Philosophia sacra”,
Frankfurt, 1626. - T.h.: Kobberstik fra et værk af
alkymisten etc. Athanasius Kircher, 1600-tallet.
Lyset i verden, healende og udviklingsfremkaldende
I de bøger og artikler jeg har skrevet om den
historiske Moses og om det
gamle Egypten, førte min udforskning af de gamle kilder og
materialer gang på gang ind på dette, at templer og hellige
steder altid som en selvfølge var relateret til stjernerne
og kosmos.
I Egypten kunne man ved at bruge skakterne, der leder fra
ydersiden og ind i de store pyramider, nu ved hjælp
af spejle kanalisere lyset fra bestemte stjerner.
Stjernenes lys er forskelligt sammensat i bølgelængde alt
efter stjernernes kemiske processer.
Og selve verdens skabelse ansås for
også at være af både geometrisk og alkymistisk art:
Alkymisterne betragtede den bibelske Genesis, dvs.
beretningen om verdens skabelse - ifølge traditionen
beskrevet af Moses - som en gigantisk alkymistisk proces, "Guds
opus". De cykliske gentagelser i andre forhold af denne
proces minder os igen og igen om lysets rolle. Store
alkymister har gennem historien beskrevet essensen af
dette.
Hvad angår pyramidernes brug, var ideen at en patient eller
indvielseskandidat
Lyset kunne også indgå i processerne ved de former for
indvielse, der blev udført i de store pyramider. I tusinder
af år blev der udført mystiske indvielsesceremonier her. De
kan især studeres på grundlag af de gamle egypteres egne
beskrivelser af de højtidelige indvielsesritualer, som de
f.eks. har videregivet til eftertiden i nogle af de såkaldte
”pyramidetekster”, nemlig inskriptionerne i Unas-pyramiden.
Disse tekster fortæller i
symbolske men alligevel klare detaljer om indvielsesritualer.
Selvom de bestod af et antal riter, hvis betydning vi ikke
fuldt ud forstår i dag, fortæller pyramideteksterne
direkte, at det ikke var et dødt menneske, som de gamle
egyptere lagde ned i sarkofagen inde i en sådan pyramide,
men et levende.
I Egyptens naboland mod syd, Nubien eller det gamle Etiopien,
blev Nubiens konger gravsat små pyramider. Derfor har mange
i senere tider troet, at også de store pyramider i selve
Egypten var kongegrave, for egypterne kaldte undertiden
pyramiderne for ”grave”.
Årsagen er, at under indvielserne forlod kandidaten kroppen
ligesom ved ”døden”. Men egypterne kaldte også pyramiderne
for en ”livmoder”, for neofytten blev også ”genfødt” som
indviet. I hieroglyfteksterne beretter faraonerne selv om
enestående spirituelle hændelser under kontrollerede
ud-af-kroppen oplevelser og om tilbagekomsten til det
fysiske legeme efter tre døgn i sarkofagen.
Mindre forståeligt er det, at egyptologer insisterer på at
kalde de store pyramider for kongegrave og ignorere disse
pyramiders komplette mangel på alt gravudstyr, f.eks.
inskriptioner og billeder og skulpturer etc., som helt
ubrydeligt hørte til normal gravsættelse af faraonerne i
deres gravanlæg alle andre steder.
De 3 store pyramider er komplet nøgne indvendig. Selve
rummene er udført efter talforhold præcise på brøkdele af en
millimeter. En sådan matematisk nøjagtighed vil i et
klangrum betyde alt når det gælder at opnå reneste lyd uden
den mindste lydforvrængning. Nøjagtigt det samme gælder for
lys. Ved healing kunne stjernelys yderligere raffineres via
krystaller!
Der indgik altså brug af kosmisk lys - men også fravær af
lys, - kandidaten skulle også gennemgå et mørke ligesom i
universet og dets genfødsler i cyklusser for nye begyndelser.
Og et bevis for pyramiderne i kombination med selve brugen
af stjernernes lys fik vi i den store pyramide ved et fund
af et astronomisk sigteinstrument allerede i 1872.
Det mange
tusind år gamle sigteinstrument, merkhet, her en
bronzekrog fra den store pyramides sydskakt, og en
granitkugle og et stykke af en cedertræ-lignende stav fra
nordskakten - alle fundet af britiske ingeniør Waynman Dixon
og publiceret i "Nature" December 26, 1872. Den skotske
stronom Piazzi Smyth modtog dem mens han opmålte pyramiderne
nøjagtigt. Senere forsvandt disse genstande og var "uvirkelige",
men blev genfundet i British Museum i 1993, og staven i
Marischal Museum, Aberdeen, i 2001.
Især den præcist orienterede hovedskakt lod lysstråler fra
bestemte stjerner passere direkte
ind i den store pyramide, Cheops-pyramiden ved Giza. Det var
den stærkeste virkning. Men når
stjernerne på grund af Jordens rotation efter få minutter
var passeret videre på himlen, kunne
deres lys følges med spejle, der fortsat sendte lyset ind i
skakterne. Til særlige formål kunne
endda forskellige tjernes forskellige lysegenskaber
kombineres og samles i én stråle.
En specielt formet bronzekrog, egypternes traditionelle
astronomiske sigteinstrument, merkhet, blev i 1879
fundet i en skakt i den store pyramide sammen med en
granitkugle og en cedertræsstav, muligvis også til måling.
Mælkevejen som lysende himmelsøjle - Verdens-aksens linje
Den lysende himmelsøjle - i de gamle kulturer
opfattedes Verdens-aksen som essensen af Mælkevejens
linjeføring af ”magisk og healende lys” tværs hen
over himlen. Denne akse må ikke
forveksles med Jordens akse.
Verdens-aksen er den sigtelinje, der løber mellem himlens
tre kraftigste stjerner: Canopus og Sirius i syd og Lyra i
nord danner det centrale linjeforløb på langs gennem
Mælkevejen.
I oldtidens religionskulter dukker gang på gang et bestemt
begreb op i forbindelse med religion og stjernelære - nemlig
Verdens-aksen. Faktisk har ingen historikere hidtil for
alvor opdaget eller undersøgt ideerne om Verdens-aksen og
betydningen af denne sammenhæng i historien. Fra
kulturer samtidige med den gamle egyptiske kendtes også
mange overleveringer, som omtaler en særlig søjle i kosmos,
Verdens-aksen.
Denne akses linjeføring op gennem himmelsfærerne var kendt
af forskellige folkeslag hos de gamle civilisationer over
hele Jorden - og var alle steder et betydningsfuldt element
i oldtidens religiøse opfattelse af Universet, fordi
Verdens-aksen eller Verdens-søjlen indgik som en særlig
vigtig del i den religiøse opfattelse af kosmos.
Aksen var undertiden symboliseret fysisk i templerne. Den
kendtes omtalt som et symbolsk billede - ”teltstangen i
himmelteltet”, eller "fortøjningspælen
for himmelbådene".
Der var en opfattelse, at der fandtes helbredende eller
magiske kræfter hos Verdens-søjlen, og den blev også dyrket
i forbindelse med stjernelæren.
Mysteriekulterne kendte til en himmelgeometri baseret i en
kosmologisk lære, en særlig viden som yderligere var
forbundet med alkymiens gamle kunst.
Oldtidskulturernes astronomiske opdeling af himlen, og de
geometriske mønstre formet af stjerners visuelle
forbindelseslinjer, og planeternes baner - blev blandt de
tiders lærde præster og indviede opfattet som særlige
elementer som nøgler til en eksklusiv, religiøs indsigt.
Lyset findes essentielt i forbindelsen til universet. Som i
den mytologiske inspiration fra oldtidens Egypten udtrykte
de høje, slanke obelisker: "i begyndelsen" da den første top
af fysisk masse hævedes op og modtog den første lysstråle.
Og Benu-fuglen, der repræsenterer det evige liv
manifesterede sig og satte sig på toppen: Lyset og livets
beståen således i forbindelse med den arke-kosmiske
oprindelse.
Et resumé:
Fra Jorden ses nattehimlens tre mest strålende stjerner
placeret på en fuldstændig lige linje langs Mælkevejens
forløb tværs over himlen. Hos flere fortidskulturer blev
denne markante sigtelinje på himlen opfattet og omtalt
virkeligt som en - magisk - mast, og netop sådan fremtræder
masten af samme type på det ældste egyptiske stjernekort,
der pryder loftet i det 3.500-år gamle gravanlæg tilhørende
den egyptiske 'vesir' Senmut.
Det stjernebillede, der kaldtes "okseskanken" (meskhitu)
af egypterne - og Store Bjørn hos folkeslag mange andre
steder i oldtiden - cirkulerer omkring masten hvert døgn
(set fra Jorden) og tjente som et kosmisk symbol på livets
cyklusser af, genfødsel m.v. På denne måde kunne princippet
med det evige livs cyklusser udtrykkes som også forbundet
med kosmos' magiske akse.
Men senere hos grækerne - hos hvem bl.a. Pythagoras, Solon,
Platon og andre havde studeret i mange år i Egypten især
angående videnskab og åndskundskab også i de egyptiske
religionskulter - anvendte man det ord, vi stadig bruger i
dag: obelisk, hvilket er græsk for 'oksespyd' eller
'oksedrejespid', - nærliggende på grund af at obelisken i
form af aksen på himlen kunne ses rotere med en okseskank
påsat - ligesom det brugtes ved stegning over et køkkenbål.
Endnu senere, hos romerne, kaldtes obelisken i stedet ofte
for "en nål", jf. den enormt høje "Cleopatra's nål" i
Alexandria.
.
Lysstråler reflekteres med skinnende glans i det guldbelagte
dække på pyramidion toppen af
Ramses II's obelisk. Den vejer 230 tons og er 22,83 meter
høj og er placeret i centrum af Place
de la Concorde, Paris, siden 1833 - en gave (1829) fra
Vicekongen af Egypten, Mehemet Ali.
.
Obelisken havde mistet sin top allerede i 6. århundrede f.Kr.
Baseret på det oprindelige koncept i det
gamle Egypten har den franske regering i 1998 forsynet
obelisken med en ægte forgyldning af den
pyramideformede top - den er nu den eneste antikke obelisk i
verden med en gulddækket pyramidion.
Med det
evige livs Benu-fugl siddende over obeliskens skaft
på topstenen - en pyramidion - anvendte egypterne
betegnelsen ben-ben for de elegant slanke og åndeligt
forminspirerede monoliter, disse kultiske objekter i sten,
en skulptering der aldrig er blevet overgået.
På et af de obelisk-par som Senmut havde ladet opstille for
dronning-farao Hatshepsut og placere i Karnak-templet,
Egypten vigtigste tempel, henviser Hatshepsuts obelisk-inskription
stærkt til obeliskens vitale formål ved at bruge udtrykket:
"... Skabelsen og den vitale, udstrålende essens fra
universet ...".
Fra Jorden kan vi se vores egen
galakse næsten som den smalle snitflade på et diamentralt
snit gennem en tallerken, med selve snitfladen som nesau
- det egyptiske udtryk for 'Mælkevejen' - der med lys
omgiver den kosmiske Verdens-akse. Denne akse udgør
Mælkevejens midterlinje i sit forløb hen over himlen fra syd
til nord.
En maya-inskription fra ca. 100 e.Kr.
fortæller, at: ”verdens-æraens ende” indtræffer ved
vintersolhverv 21. december i året 2012. Transskriptionen af
den snart 2.000 år gamle tekst har nogle oversættere
fortolket som ”verdens ophør”. Det ignoreres herved, at
begrebet Dommedag kendtes overhovedet ikke i den kultur.
De gamle mayaer opstillede astrologiske varsler ud fra
symmetrier i tid, emner og cykliske hændelser, så hos
mayaerne er 21. december 2012 ikke verdens ende, -
dommedag er hovedsageligt en europæisk kirkelig ide - men er
afslutningen på en kæmpecyklus helt fra 13. august 3114 f.Kr.
Straks den efterfølgende dag starter en ny cyklus.
Også dette at Solen passerer Galaktisk ækvator på den 21.
december 2012, lod moderne dommedagsprofeter skabe frygt.
Galaktisk ækvator udtrykker essensen af det livgivende lys,
og når de to lys mødes synes tværforbindelsen at være en fin
intensivering.
Vores galakse set fra siden. Solen - vores solsystem -
passerer/krydser vores Mælkevejs-galakses
ækvator i 2012, som omtalt i en tidlig maya-forudsigelse.
- Right: Galakse (her:
Andromeda, M31)
af vores Mælkevejs-type - er også en magisk lyslinse set fra
siden.
Lyset i verden som levende ånd
Her på Jorden får det modtagne lys
planter til at fungere som kemiske fabrikker - men ude i
kosmos er det ultraviolette stjernelys en afgørende
ingrediens til at vand kan skabes i rummet, (jf.
European Space Agency, 2.Sep.2010:
“Recipe for water: Just add starlight”).
Lyset i universet har en særlig kvalitet for liv - det lys
bliver på ssærlig måde ’forstærket’, når det passerer gennem
en galakse. Sådan foregår det - også når lyset diametralt
går via vores galakse's kurvede yderkant og - set fra
Jordens placering - stråler udfra den lange smalle overflade,
der fremtræder netop som "et snit", dvs. den lysende,
bånd-lignende Mælkevej, som i mytologien var opfattet som
det informative og "nærende" Livets Verdenstræ.
Ligeledes i de gamle kulturer kunne mennesket opfatte
Mælkevejen som den sande, oplysende livsopretholder på
himlen. Fra kosmos fremsender den - ifølge videnskaben i
nærmeste fremtid - udstrålingens særlige bio-energiske
lysformer.
Det lys, den kosmiske alt-gennemtrængende
lysstråling, indgår også i superstring-lignende forbindelser
og sammenhæng i universet.
Et sådant lys, selvorganiserende intelligent struktureret,
udstråler sine kvaliteter gennem vores galakse, blev
betragtet som et værktøj for skabelsen - udfyldende selve
universet ved at være et formende såvel som
informerende medium.
Det universelle lys i sig selv eksisterer som en
super-information, der aldrig forsvinder (men kan variere i
fremtrædelsesniveauerne). Disse faktas konsistens var
tidligt omtalt af fremtidsforskeren Ulla Runchel -
som også har givet undertegnede megen inspiration i
forbindelse med nærværende tekst - og de ses nu at indgå i
sammenhængen med den moderne astronomi og kvantefysik/mekanik.
For eksempel, dette at transportere data, billeder og musik
ved hjælp af lys i optiske fiberkabler - er i dag et
velkendt princip. Men langt ud over en sådan begrænset,
jordisk funktion eksisterer den kosmiske effekt.
Der findes ikke nogen "tomhed", fordi selv de mørke masser i
universet - dvs. langt mere end 84 pct. af universet - er
også kosmisk stråling af forskellige former for frekvenser.
Selv om de ikke er direkte synligt for det menneskelige øje,
kan de dog anses som lys i specielle kvaliteter hvoraf flere
kan måles af nutidens videnskab.
Mørkestof udgør omkring 22 procent af universets rumfang ,og
det normale stof - stjerner, planeter og alt lignende, der
kan ses - udgør de resterende 4 procent eller deromkring.
Mælkevejen - afbildning af den infrarøde udtrålling fra
vores galakses centerlinje.
'Verdens-træet' - panorama af Mælkevejen, fotograferet alle
360 grader rundt om os.
Ved begyndelsen fremstod lyset - med information!
Angående "i begyndelsen" i den gamle
egyptiske kosmologiske beretning omtales "... de
første lysstråler, der lyser op i verden ..." - og i Biblens
1. Mosebog (1:3) om Skabelsen, findes det manende udtryk:
"... og der var lys ...".
De to amerikanske forskningsingeniører og Nobelprismodtagere
Arno A. Penzias og Robert W. Wilson, fandt i 1965 de første
fysiske beviser (som de kaldte "lyden af Big Bang") på de
hypoteser, der tidligere var blevet forelagt af Pyotr
Kapitsa og især af George Gamow. Penzias og Wilson kunne her
vise, at "lyset er oprindelsen i universet" ... "pludseligt
ordnede universet sig og blev gennemsigtigt".
Gamow havde offentliggjort et værk om Big Bang teorien: den
vigtige kosmogoni-afhandling, "The Origin of Chemical
Elements" (Physical Review, April 1st, 1948) - det blev
kendt som Alpher-Bethe-Gamow teorien; og derefter ved at
iagttage/lytte til det store univers havde Penzias og Wilson
opdaget baggrundsstråling med kosmologiske oprindelse - idet
300.000 år efter universet blev skabt, herskede der mørke.
Så, pludseligt, brød aller-første stråler af lys gennem
skyggerne - for nu frit trænge igennem det universelle mørke.
Kosmos har, ligesom et "fossil", således bevaret spor fra
universet i sin vorden og her bevaret et spor af dette
oprindelige øjeblik i form af baggrundsstråling. Som sådan
udgør det en enestående hukommelse, der leverer elementerne
i svaret på spørgsmål om universets fødsel, dets udvidelse
og dets fremtid.
Det bærer vidnesbyrd om de allerførste lysstråler - i
dag ved vi, at lyset der udsendes af den fysiske materie
sker i form af elektromagnetiske bølger eller partikler
kaldet fotoner, dvs. den berømte bølge/partikel-dualitetsform
i kvantemekanik.
Lyset iboende funktionsmetoder besidder nogle af de samme
kvaliteter som sprog, som - i sigselv - indeholder
information, for eksempel om forskelle, tid (nuværende,
fremtidig etc), placering (sekvens), og mange andre data (jf.
sproget i sig selv som den evige læremester).
I sig selv indeholder lyset data (udover f.eks. flere
tekniske og astronomiske oplysninger), - en del er
nødvendige for livsformerne og deres udvikling, ekspansion,
og opretholdelse (f.eks. healing). Det er som lyset rummer
logos og udgør et dynamisk depot af ”intelligens”.
Disse egenskaber er - ifølge de
gamle vismænd - at finde i selveste logos. Desuden, i
oldtidens kulturer blev dette specielle lys gennem tiderne
visualiseret som Livets træ og Kundskabens træ netop i
forening, Verdenstræet, nemlig hvor grene og kviste på den
ene træ udgør rødder og rodnet på den andet, og vice versa,
det hele i ét lysende billede på himlen, Mælkevejen.
Eksempelvis er det kendt, at egypterne bl.a. opfattede deres
livgivende og livsopretholdende Nil-flod og dens
løb fra syd til nord som en afspejling af Mælkevejen på
himlen.
Rundt omkring i verden findes der mange gamle
skabelsesberetninger, som alle forklarer oprindelsen af
Mælkevejen og dens navn. Udtrykket galakse for
Mælkevejen er fra en oversættelse fra græsk galaxias,
som er afledt af ordet for 'mælk' (gala).
I Indien er den kaldt Akashganga eller en himmelsk
form af den hellige flod, Ganga.
I den græske myte var Mælkevejen
forårsaget af mælk spildt ved at gudinden Hera diede den
nyfødte Herakles.
I Egypten og i de gamle nordiske myter var kosmos den store
himmelko med livgivende mælk som den flydende
gigantiske strøm af stjerner og det kondenserede lys fra
disse som værende livs-understøttende, - jf. således
Mælkevejen som Livets Træ i kombination med Kundskabens Træ.
.
Igen, Mælkevejen blev anset som Jordens sande, oplysende
livsopretholder på himlen - udstrålende bio-energiske
lysformer - som også citeret fra ovennævnte Penzias og
Wilsons videnskabelige forskning:
”... lyset er oprindelsen
af universet . ... ".
I den kristne traditions ældre
skrifter, bl.a. gnostiske tekster, omtales at Jomfru Maria
undfangede ved Helligånden, og at det foregik gennem hendes
øre, hvor hun modtog logos, dvs. ”ordet”. Johannesevangeliet
indleder med at fortælle om skabelsen af liv i den fysiske
verden gennem logos, ordet. Flere renæssancekunstnere -
lige fra Dante til da Vinci etc. - tilhørte, ikke
ualmindeligt, indvielseskulter.
Lyset, der
rummer noget. Farao Akhenaton gjorde i 1300-tallet f.Kr.
oprør mod det gamle Egyptens
religionssystem. Han afskaffede ikke de mange guder, men han
koncentrerede sig om at dyrke en særlig
gud iblandt dem, nemlig solgudens lysende del, Aton. Kongen
lod sig mange gange afbilde, hvor han
modtager lysets stråler, der viser at de rummer noget, idet
de er udformet som kærligt givende hænder.
Her modtog de esoterisk viden om lys,
ånd og liv. Marias bebudelse, som var undfangelse, var et
yndet motiv for malerne, såsom Sandro Botticelli, Carlo
Crivelli, Fra Angelo m.fl. På deres billeder med dette motiv
viser de en lysstråle, der indeholder logos, ordet.
Sammen med de vestlige religioners fravær af en egentlig
kosmologisk opfattelse og de gamle religioners koncept med
et cyklisk verdensbillede kan det observeres, at mange
mennesker i de enorme bykulturer taber visuel kontakt med
himmelrummet og et direkte lys fra stjerneverdenen, der
altid tidligere var forbundet med liv og død i de gamle
kulturers verdensforståelse.
Om at ”forstå” lyset: C.G. Jung lagde vægt på, at verden
rummer guddommeligt ”lys med liv”. Ligesom den gamle
filosofi fra Veda-teksterne i Indien og buddhistisk lære -
udtrykte også han, i sin bog “Mysterium Coniunctionis,
an Inquiry Into the Separation and Synthesis of Psychic
Opposites in Alchemy” (1956), at det kollektive ubevidste
ikke bare omfattede psykologien for menneskene, men for
hele universet.
De gamle egypteres kultur og mange andre kulturer før dem
havde en religiøs, vital viden om flere funktioner i disse
forhold, selvom de ikke var forstået ved tekniske detaljer i
moderne forstand, men alligevel ved en endog imponerende
opfattelse.
Lyset
indeholdende høj information - genkendes i værker af
åndeligt indviede renæssancekunstnere. -
T.v.: Marias bebudelse, “Annunciation”, af Fra
Angelico, ca. 1450. - T.h.: samme motiv
“Annunciation”,
af Sandro Botticelli, 1490.
Hvad angår primærlyset, ses obeliskerne at repræsentere de
samme træk eller principper som Verdens-aksen og - selv om
de ikke er identiske - har de disse kvaliteter tilfælles.
Hos egypterne tilhører obeliskerne ideer i forbindelse med
selve skabelsesberetningen, og disse monoliter symboliserer
modtagelsen af det første lys til den fysiske verden.
Målingerne af de egyptiske kæmpeobelisker, hvoraf mange blev
fremstillet i 18. og 19. dynasti (nogle af de ældste
obelisker er mere end 3.500 gamle), viser - i princippet -
nogle meget specielle nøgletalsforhold i længderne af
obelisk-skaftet kombineret med bredden, både ved deres fod
og på den slanke øvre del under deres pyramidion (’lille
pyramide figur’) i toppen, og endda i diagonalerne.
Disse matematiske proportioner bør undersøges af moderne
videnskab og sammenlignes og sættes i relation til målinger
og tal i grundlæggende biologiske form-udtryk og betingelser
- såvel som til lysets indflydelse og reaktion.
Idet nogle dybtgående opfattelser af universets super-informationsholdige
lys i dets forskellige former både var kendt og udtrykt hos
de gamle kulturer, bør vi også nu lade os inspirere til at
gå på opdagelse efter vigtig viden heri. Akademiske forskere
har, ligesom Ulla Runchel, så glimrende gjort det, hver på
sin måde.
I dag vil et sådant særligt lys - især når det også er af
højfrekvent stråling - kunne blive grundigt videnskabeligt
undersøgt på dette grundlag sammen med dets forskellige
måder for stærk indflydelse på livsformerne.
Ove von Spaeth
Copyright © 2012 (backtrack © 2001) -
www.moses-egypt.net
De
store verdensreligioner var oprindeligt stærkt orienteret
mod kosmos.
Billedet: Stjernetågen M16 (Eagle nebula) i
stjernebilledet Ørnen, 3.000 lysår fra Jorden.
Ifølge de gamle grækeres symbolik nedsteg deres højeste gud,
Zeus, til Jorden fra
dette sted i det høje himmelrum.
* * *
oooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo
Copyright © 2012 by: Ove von Spaeth - http://www.moses-egypt.net-
All rights reserved.