Lyset i Universet


Af  OVE VON SPAETH

.
Copyright  © 2012  (backtrack © 1999)   -  www.moses-egypt.net

 

 



 

Lys-kur fra himmelrummet

 

Stjernebaseret healing givet på oldtidens observatorier, der samtidig var helligdomme, forudsatte en viden om visse vigtige stjernes forskelligartede lysspektre.


Fra tidernes morgen har man fortaget healing i templer og på hellige steder - men ofte netop også i forbindelse med stjerner og himmellegemer, hvor det kunne efterprøves om hvilke påvirkninger der kunne gives patienterne gennem særlige former for lys-kure fra himmelrummet. 

 

Stjernekundskaben blev varetaget af præsterne og observatorierne var tilknyttet templerne eller var direkte i sig selv hellige steder.

 

Dette var blot en særlig del ud af flere helbredelsesformer udøvet ved oldtidens berømte temp­ler. Det ses bl.a i dette uddrag fra min bog ”De Fortrængte Optegnelser”, kap. 10:

       ”... Det var i oldtiden en udbredt tradition ved særlige situationer at sove i templet (især kendt fra den senere lægegud Asklepios' templer) - i inkubatoriet - ofte ved foden af en særlig søjle, der opfattedes tilknyttet en speciel kraft, hvorved den sovende på dette sted i en drøm ville få oplysning f.eks. om sit helbredelsesmiddel eller om noget af vigtighed for sin fremtid. - Gaver givet af taknemmelige kunne hobe sig op ved søjlens fod, det kunne ske, at hele tempelskatte blev grundlagt på denne måde.

      Det helbredende eller magiske ved søjlen - der repræsenterede Verdens-aksen på himlen, dvs. Mælkevejen - genkendes i bibelteksten om Moses, der under ørkenvandringen proklamerede, at syge israelitter skulle blive raske, når de lagde sig ved en hellig pæl, som han lod opstille i ørkenen.

      Bibelen beskriver, at der på pælen var anbragt en kobberslange - Moses' pæl med slangen er den ældst kendte udgave af det stadig anvendte lægesymbol, der siden græsk-romersk tid kaldes ’Æskulap(Asklepios)-staven’ ...”.

 

Det er interessant, at motivet med ’Æskulap-staven’ også kendes som navn på et stjernebillede. De gamle grækere, der havde meget af deres viden fra Egypten, kaldte disse stjerner for Ophiochus, der helt frem til renæssancen sattes i forbindelse med Asklepios.

 


Sommersolhverv ved oldtidens berømteste astronomisk baserede
kultsted, Stonehenge, - den 21. juni 2005.

 

 

Stonehenge som lys-healing station


Et af de fascinerende aspekter ved det engelske fortidsminde Stonehenge er, at det viser sig at være opbygget omkring 2.700 f.Kr., således tidsmæssigt allerede før pyramiderne.


Stonehenge kan have været betragtet som en healing-station for folk fra neolit-tiden og bronzealder-pilgrimme, ifølge en større undersøgelse i november 2006 af dette megalitiske monument.

Anlæggets cirkel af oprejste enorme sten har længe undret forskere. Teorier om dets oprindelse strækker sig fra muligheden af,  at det tjente som ligkapel og til at det er konstrueret til menneskeofring - samt astronomi. Men Stonehenge har netop opfyldt flere formål!


Ifølge Timothy Darvill, professor i arkæologi ved Bournemouth University i Sydengland:
      “... Stonehenge blev fristed og tjente som orakel og et sted for pilgrimsfærd for syge.”

Denne professor har uddybet sine resultater i bogen “Stonehenge: The Biography of a Landscape”, og foreslår, at nøglen til forståelse af Stonehenge findes i Preseli bjergene i det vestlige Wales. Her har han og kollegaen Geoffrey Wainwright lokaliseret stenbruddet, hvor såkald­te bluestones, der danner Stonehenge's inderkreds, er hugget fri, ca. 2.500 f.Kr.

 

De blå-grå sten, der vejer omkring 4 tons og er mellem 6 og 9 fod i opret højde, måtte transpor­teres 240 miles til Stonehenge’s placering i Wiltshire, England. Ifølge Darvill, de blev transporteret så langt, fordi de blev betragtet som hellige:

        “... Man troede på, at bluestones havde mange healende egenskaber, fordi der i Preseli er mange hellige kilder, der anses for at have sundhedsgivende kvaliteter ...” (citater fra Darvill Darvill, og kollegaen Raimund Karl, i Discovery News, 30.nov.2006).


Troen på, at stenene indeholdt en særlig kraft overlevede til sent i 1700-tallet, hvor mange mennesker tog til Stonehenge for at brække stumper af stenene som talismans. En yderligere dokumentation for hans argument er fundet på begravelsespladser ved Stonehenge. Som Darvill sagde:

       “... Blandt disse begravelser synes der at være en stor gruppe af de mennesker, der viser tegn på at være syge - de kan være gået som halte eller have brækket ben og så videre - netop den slags ting, der i moderne tid presser folk til at søge hjælp fra den Almægtige ...”


Guddomme som blev dyrket ved Stonehenge må have været forhistorisk tilsvarende de græske og romerske gud helbredelse, Apollo og hans tvillingesøster Artemis, ifølge Darvill:

       “… Selv om (Apollo's) vigtigste helligdom var i Delphi i Grækenland, er det almindelig op­fat­telse, at han forlod stedet i vintermånederne for at opholde sig i Hyboræernes land, der ofte antages at være i Britannien …”.


Raimund Karl, en lektor i arkæologi og kulturarv på University of Wales, Bangor, synes at Darvill’s opfattelse af Stonehenge som vigtig international forhistoriske healingcenter er:
       “...en interessant ide, der bestemt ikke kan udelukkes som en mulighed. - Men jeg er ikke overbevist om, at helbredende egenskaber blev tillagt stenene på ethvert tidspunkt i forhistorien og at der var et flertal af syge mennesker begravet dér. - Generelt set var menneskes helbred i forhistorien ikke særlig godt ...”.

 

               

 

Verdens skabelse blev set som en gigantisk alkymistisk proces. Herom fremhæves lysets rolle også i
de alkymistiske dokumenter.  -  T.v.:  Kobberstik fra alkymisten Robert Fludd’s værk, “Philosophia sacra”,
Frankfurt, 1626.  -  T.h.:  Kobberstik fra et værk af alkymisten etc. Athanasius Kircher, 1600-tallet.


 

Lyset i verden, healende og udviklingsfremkaldende


I de bøger og artikler jeg har skrevet om den historiske Moses og 
 om det gamle Egypten, førte min udforskning af de gamle kilder og materialer gang på gang ind på dette, at templer og hellige steder altid som en selvfølge var relateret til stjernerne og kosmos.


I Egypten kunne man ved at bruge skakterne, der leder fra ydersiden og ind i de store pyramider, nu ved hjælp af spejle kanalisere lyset fra bestemte stjerner. Stjernenes lys er forskelligt sammensat i bølgelængde alt efter stjernernes kemiske processer.

 

Og selve verdens skabelse ansås for også at være af både geometrisk og alkymistisk art: Alkymisterne betragtede den bibelske Genesis, dvs. beretningen om verdens skabelse - ifølge traditionen beskrevet af Moses - som en gigantisk alkymistisk proces, "Guds opus". De cykliske gentagelser i andre forhold af denne proces minder os igen og igen om lysets rolle. Store alkymister har gennem historien beskrevet essensen af dette.

Hvad angår pyramidernes brug, var ideen at en patient eller indvielseskandidat
Lyset kunne også indgå i processerne ved de former for indvielse, der blev udført i de store pyramider. I tusinder af år blev der udført mystiske indvielsesceremonier her. De kan især studeres på grundlag af de gamle egypteres egne beskrivelser af de højtidelige indvielses­ritualer, som de f.eks. har videregivet til eftertiden i nogle af de såkaldte ”pyramide­tekster”, nemlig inskriptionerne i Unas-pyramiden.

 

Disse tekster fortæller i symbolske men alligevel klare detaljer om indvielsesritualer. Selvom de bestod af et antal riter, hvis betydning vi ikke fuldt ud forstår i dag, fortæller pyra­mide­teksterne direkte, at det ikke var et dødt menneske, som de gamle egyptere lagde ned i sarko­fagen inde i en sådan pyramide, men et levende.


I Egyptens naboland mod syd, Nubien eller det gamle Etiopien, blev Nubiens konger gravsat små pyramider. Derfor har mange i senere tider troet, at også de store pyramider i selve Egyp­ten var kongegrave, for egypterne kaldte undertiden pyramiderne for ”grave”.


Årsagen er, at under indvielserne forlod kandidaten kroppen ligesom ved ”døden”. Men egypterne kaldte også pyramiderne for en ”livmoder”, for neofytten blev også ”genfødt” som indviet. I hieroglyfteksterne beretter faraonerne selv om enestående spirituelle hændel­ser under kontrollerede ud-af-kroppen oplevelser og om tilbagekomsten til det fysiske lege­me efter tre døgn i sarkofagen.


Mindre forståeligt er det, at egyptologer insisterer på at kalde de store pyramider for konge­grave og ignorere disse pyramiders komplette mangel på alt gravudstyr, f.eks. inskriptioner og billeder og skulpturer etc., som helt ubrydeligt hørte til normal gravsættelse af farao­nerne i deres gravanlæg alle andre steder.


De 3 store pyramider er komplet nøgne indvendig. Selve rummene er udført efter talforhold præcise på brøkdele af en millimeter. En sådan matematisk nøjagtighed vil i et klangrum bety­de alt når det gælder at opnå reneste lyd uden den mindste lydforvrængning. Nøjagtigt det samme gælder for lys. Ved healing kunne stjernelys yderligere raffineres via krystaller!


Der indgik altså brug af kosmisk lys - men også fravær af lys, - kandidaten skulle også gennem­­gå et mørke ligesom i universet og dets genfødsler i cyklusser for nye begyndelser.

Og et bevis for pyramiderne i kombination med selve brugen af stjernernes lys fik vi i den store pyramide ved et fund af et astronomisk sigteinstrument allerede i 1872.

Det mange tusind år gamle sigteinstrument, merkhet, her en bronzekrog fra den store pyramides sydskakt, og en granitkugle og et stykke af en cedertræ-lignende stav fra nordskakten - alle fundet af britiske ingeniør Waynman Dixon og publiceret i "Nature" December 26, 1872. ­Den skotske stronom Piazzi Smyth modtog dem mens han opmålte pyramiderne nøj­agti­gt. Senere forsvandt disse genstande og var "uvirkelige", men blev genfundet i British Museum i 1993, og staven i Marischal Museum, Aberdeen, i 2001.



Især den præcist orienterede hovedskakt lod lysstråler fra bestemte stjerner passere direkte
ind i den store pyramide, Cheops-pyramiden ved Giza. Det var den stærkeste virkning. Men når
 stjernerne på grund af Jordens rotation efter få minutter var passeret videre på himlen, kunne
deres lys følges med spejle, der fortsat sendte lyset ind i skakterne. Til særlige formål kunne
endda forskellige tjernes forskellige lysegenskaber kombineres og samles i én stråle.

 

 

En specielt formet bronzekrog, egypternes traditionelle astronomiske sigteinstrument, merkhet, blev i 1879 fundet i en skakt i den store pyramide sammen med en granitkugle og en cedertræsstav, muligvis også til måling.


Mælkevejen som lysende himmelsøjle - Verdens-aksens linje

Den lysende himmelsøjle - i de gamle kulturer opfattedes Verdens-aksen som essensen af Mæl­kevejens linjeføring af ”magisk og healende lys” tværs hen over himlen. Denne akse må ikke forveksles med Jordens akse.

Verdens-aksen er den sigtelinje, der løber mellem himlens tre kraftigste stjerner: Canopus og Sirius i syd og Lyra i nord danner det centrale linjeforløb på langs gennem Mælkevejen.

 
I oldtidens religionskulter dukker gang på gang et bestemt begreb op i forbindelse med religion og stjernelære - nemlig Verdens-aksen. Faktisk har ingen historikere hidtil for alvor opdaget eller undersøgt  ideerne om Verdens-aksen og betydningen af denne sammenhæng i hi­­sto­­­rien. Fra kulturer samtidige med den gamle egyptiske kendtes også mange overleveringer, som omtaler en særlig søjle i kosmos, Verdens-aksen.

         
Denne akses linjeføring op gennem himmelsfærerne var kendt af forskellige folkeslag hos de gamle civilisationer over hele Jorden - og var alle steder et betydningsfuldt element i oldtidens religiøse opfattelse af Universet, fordi Verdens-aksen eller Verdens-søjlen indgik som en særlig vigtig del i den religiøse opfattelse af kosmos.


Aksen var undertiden symboliseret fysisk i templerne. Den kendtes omtalt som et symbolsk billede - ”teltstangen i himmelteltet”, eller
"fortøjningspælen for himmelbådene".


Der var en opfattelse, at der fandtes helbredende eller magiske kræfter hos Verdens-søjlen, og den blev også dyrket i forbindelse med stjernelæren.

    
Mysteriekulterne kendte til en himmelgeometri baseret i en kosmologisk lære, en særlig viden som yderligere var forbundet med alkymiens gamle kunst.

 

Old­tids­­kulturernes astronomiske opdeling af himlen, og de geometriske mønstre formet af stjerners visuelle forbindelseslinjer, og planeternes baner - blev blandt de tiders lær­de præster og indviede opfattet som særlige elementer som nøgler til en eksklusiv, religiøs indsigt.


Lyset findes essentielt i forbindelsen til universet. Som i den mytologiske inspiration fra oldtidens Egypten udtrykte de høje, slanke obelisker: "i begyndelsen" da den første top af fysisk masse hævedes op og modtog den første lysstråle. Og Benu-fuglen, der repræsenterer det evige liv manifesterede sig og satte sig på toppen: Lyset og livets beståen således i forbind­else med den arke-kosmiske oprindelse.

 

Et resumé:  Fra Jorden ses nattehimlens tre mest strålende stjerner placeret på en fuldstændig lige linje langs Mælkevejens forløb tværs over himlen. Hos flere fortidskulturer blev denne markante sigtelinje på himlen opfattet og omtalt virkeligt som en - magisk - mast, og netop sådan fremtræder masten af samme type på det ældste egyptiske stjernekort, der pryder loftet i det 3.500-år gamle gravanlæg tilhørende den egyptiske 'vesir' Senmut.


Det stjernebillede, der kaldtes "okseskanken" (meskhitu) af egypterne - og Store Bjørn hos folkeslag mange andre steder i oldtiden - cirkulerer omkring masten hvert døgn (set fra Jorden) og tjente som et kosmisk symbol på livets cyklusser af, genfødsel m.v. På denne måde kunne princippet med det evige livs cyklusser udtrykkes som også forbundet med kosmos' magiske akse.


Men senere hos grækerne - hos hvem bl.a. Pythagoras, Solon, Platon og andre havde studeret i mange år i Egypten især angående videnskab og åndskundskab også i de egyptiske religionskulter - anvendte man det ord, vi stadig bruger i dag:  obelisk, hvilket er græsk for 'oksespyd' eller 'oksedrejespid', - nærliggende på grund af at obelisken i form af aksen på himlen kunne ses rotere med en okseskank påsat - ligesom det brugtes ved stegning over et køkkenbål. Endnu senere, hos romerne, kaldtes obelisken i stedet ofte for "en nål", jf. den enormt høje "Cleopatra's nål" i Alexandria.

 

.
Lysstråler reflekteres med skinnende glans i det guldbelagte dække på pyramidion toppen af
Ramses II's obelisk. Den vejer 230 tons og er 22,83 meter høj og er placeret i centrum af Place
de la Concorde, Paris, siden 1833 - en gave (1829) fra Vicekongen af Egypten, Mehemet Ali.
.
Obelisken havde mistet sin top allerede i 6. århundrede f.Kr. Baseret på det oprindelige koncept i det
gamle Egypten har den franske regering i 1998 forsynet obelisken med en ægte forgyldning af den
pyramideformede top - den er nu den eneste antikke obelisk i verden med en gulddækket pyramidion.

 

 

Med det evige livs Benu-fugl siddende over obeliskens skaft på topstenen - en pyramidion - anvendte egypterne betegnelsen ben-ben for de elegant slanke og åndeligt form­inspirerede monoliter, disse kultiske objekter i sten, en skulptering der aldrig er blevet overgået.


På et af de obelisk-par som Senmut havde ladet opstille for dronning-farao Hatshepsut og placere i Karnak-templet, Egypten vigtigste tempel, henviser Hatshepsuts obelisk-inskription stærkt til obeliskens vitale formål ved at bruge udtrykket:

          "... Skabelsen og den vitale, udstrålende essens fra universet ...".                        

 

Fra Jorden kan vi se vores egen galakse næsten som den smalle snitflade på et diamentralt snit gennem en tallerken, med selve snitfladen som nesau - det egyptiske udtryk for 'Mælkevejen' - der med lys omgiver den kosmiske Verdens-akse. Denne akse udgør Mælkevejens midterlinje i sit forløb hen over himlen fra syd til nord.

 

En maya-inskription fra ca. 100 e.Kr. fortæller, at: ”verdens-æraens ende” indtræffer ved vintersolhverv 21. december i året 2012. Transskriptionen af den snart 2.000 år gamle tekst har nogle oversættere fortolket som ”verdens ophør”. Det ignoreres herved, at begrebet Dommedag kendtes overhovedet ikke i den kultur.


De gamle mayaer opstillede astrologiske varsler ud fra symmetrier i tid, emner og cykliske hændelser, så hos mayaerne er 21. december 2012 ikke verdens ende, - dommedag er hovedsageligt en europæisk kirkelig ide - men er afslutningen på en kæmpecyklus helt fra 13. august 3114 f.Kr. Straks den efterfølgende dag starter en ny cyklus.


Også dette at Solen passerer Galaktisk ækvator på den 21. december 2012, lod moderne dommedagsprofeter skabe frygt. Galaktisk ækvator udtrykker essensen af det livgivende lys, og når de to lys mødes synes tværforbindelsen at være en fin intensivering.

 

 

Vores galakse set fra siden. Solen - vores solsystem - passerer/krydser vores Mælkevejs-galakses
ækvator i 2012, som omtalt i en tidlig maya-forudsigelse.  -  Right:  Galakse (her: Andromeda, M31)
af vores Mælkevejs-type - er også en magisk lyslinse set fra siden.


 

Lyset i verden som levende ånd

 

Her på Jorden får det modtagne lys planter til at fungere som kemiske fabrikker - men ude i kosmos er det ultraviolette stjernelys en afgørende ingrediens til at vand kan skabes i rummet, (jf. European Space Agency, 2.Sep.2010: “Recipe for water: Just add starlight”).


Lyset i universet har en særlig kvalitet for liv - det lys bliver på ssærlig måde ’forstærket’, når det passerer gennem en galakse. Sådan foregår det - også når lyset dia­metralt går via vores galakse's kurvede yderkant og - set fra Jordens placering - stråler udfra den lange smalle overflade, der fremtræder netop som "et snit", dvs. den lysende, bånd-lig­nen­de Mælkevej, som i mytologien var opfattet som det informative og "nærende" Livets Verdenstræ.


Ligeledes i de gamle kulturer kunne mennesket opfatte Mælkevejen som den sande, oplysende livsopretholder på himlen. Fra kosmos fremsender den - ifølge videnskaben i nærmeste frem­tid - udstrålingens særlige bio-energiske lysformer.

Det lys, den kosmiske alt-gennemtrængende lysstråling, indgår også i superstring-lignende forbindelser og sammenhæng i universet.


Et sådant lys, selvorganiserende intelligent struktureret, udstråler sine kvaliteter gennem vores galakse, blev betragtet som et værktøj for skabelsen - udfyldende selve universet ved at være et formende såvel som informerende medium.


Det universelle lys i sig selv eksisterer som en super-information, der aldrig forsvinder (men kan variere i fremtrædelsesniveauerne). Disse faktas konsistens var tidligt omtalt af fremtids­forskeren Ulla Runchel - som også har givet undertegnede megen inspiration i forbindelse med nærværende tekst - og de ses nu at indgå i sammenhængen med den moderne astronomi og kvantefysik/mekanik.


For eksempel, dette at transportere data, billeder og musik ved hjælp af lys i optiske fiberkabler - er i dag et velkendt princip. Men langt ud over en sådan begrænset, jordisk funk­­­tion eksisterer den kosmiske effekt. 

       
Der findes ikke nogen "tomhed", fordi selv de mørke masser i universet - dvs. langt mere end 84 pct. af universet - er også kosmisk stråling af forskellige former for frekvenser. Selv om de ikke er direkte synligt for det menneskelige øje, kan de dog anses som lys i specielle kvaliteter hvoraf flere kan måles af nutidens videnskab.


Mørkestof udgør omkring 22 procent af universets rumfang ,og det normale stof - stjerner, planeter og alt lignende, der kan ses - udgør de resterende 4 procent eller deromkring.

 



Mælkevejen - afbildning af den infrarøde  udtrålling fra vores galakses centerlinje.



'Verdens-træet' - panorama af Mælkevejen, fotograferet alle 360 grader rundt om os.

 

Ved begyndelsen fremstod lyset - med information!

 

Angående "i begyndelsen" i den gamle egyptiske kosmologiske beretning omtales "... de første lysstråler, der lyser op i verden ..." - og i Biblens 1. Mosebog (1:3) om Skabelsen, findes det ma­nende udtryk: "... og der var lys ...".


De to amerikanske forskningsingeniører og Nobelprismodtagere Arno A. Penzias og Robert W. Wilson, fandt i 1965 de første fysiske beviser (som de kaldte "lyden af Big Bang") på de hypoteser, der tidligere var blevet forelagt af Pyotr Kapitsa og især af George Gamow. Penzias og Wilson kunne her vise, at "lyset er oprindelsen i universet" ... "pludseligt ordnede universet sig og blev gennemsigtigt".


Gamow havde offentliggjort et værk om Big Bang teorien: den vigtige kosmogoni-afhand­ling, "The Origin of Chemical Elements" (Physical Review, April 1st, 1948) - det blev kendt som Alpher-Bethe-Gamow teorien; og derefter ved at iagttage/lytte til det store univers havde Penzias og Wilson opdaget baggrundsstråling med kosmologiske oprindelse - idet 300.000 år efter universet blev skabt, herskede der mørke. Så, pludseligt, brød aller-første stråler af lys gennem skyggerne - for nu frit trænge igennem det universelle mørke.


Kosmos har, ligesom et "fossil", således bevaret spor fra universet i sin vorden og her bevaret et spor af dette oprindelige øjeblik i form af baggrundsstråling. Som sådan udgør det en enestående hukommelse, der leverer elementerne i svaret på spørgsmål om universets fødsel, dets udvidelse og dets fremtid.


Det bærer vidnesbyrd om de allerførste lysstråler - i dag ved vi, at lyset der udsendes af den fysi­ske materie sker i form af elektromagnetiske bølger eller partikler kaldet fotoner, dvs. den be­rømte bølge/partikel-dualitetsform i kvantemekanik.


Lyset iboende funktionsmetoder besidder nogle af de samme kvaliteter som sprog, som - i sigselv - indeholder information, for eksempel om forskelle, tid (nuværende, fremtidig etc), place­ring (sekvens), og mange andre data (jf. sproget i sig selv som den evige læremester).


I sig selv indeholder lyset data (udover f.eks. flere tekniske og astronomiske oplysninger), - en del er nødvendige for livsformerne og deres udvikling, ekspansion, og opretholdelse (f.eks. healing). Det er som lyset rummer logos og udgør et dynamisk depot af ”intelligens”.

 

Disse egenskaber er - ifølge de gamle vismænd - at finde i selveste logos. Desuden, i oldtidens kulturer blev dette specielle lys gennem tiderne visualiseret som Livets træ og Kundskabens træ netop i forening, Verdenstræet, nemlig hvor grene og kviste på den ene træ udgør rødder og rodnet på den andet, og vice versa, det hele i ét lysende billede på himlen, Mælkevejen.


Eksempelvis er det kendt, at egypterne bl.a. opfattede deres livgivende og livsopretholdende Nil-flod og dens løb fra syd til nord som en afspejling af Mælkevejen på himlen.


Rundt omkring i verden findes der mange gamle skabelsesberetninger, som alle forklarer oprindelsen af Mælkevejen og dens navn. Udtrykket galakse for Mælkevejen er fra en oversættelse fra græsk galaxias, som er afledt af ordet for 'mælk' (gala).


I Indien er den kaldt Akashganga eller en himmelsk form af den hellige flod, Ganga.

I den græske myte var Mælkevejen forårsaget af mælk spildt ved at gudinden Hera diede den nyfødte Herakles.


I Egypten og i de gamle nordiske myter var kosmos den store himmelko med livgivende mælk som den flydende gigantiske strøm af stjerner og det kondenserede lys fra disse som værende livs-understøttende, - jf. således Mælkevejen som Livets Træ i kombination med Kundska­bens Træ.   

                                                                                                                  .
Igen, Mælkevejen blev anset som Jordens sande, oplysende livsopretholder på himlen - udstrålende bio-energiske lysformer - som også citeret fra ovennævnte Penzias og Wilsons videnskabelige forskning:  

          ”... lyset er oprindelsen af universet . ... ".

 

I den kristne traditions ældre skrifter, bl.a. gnostiske tekster, omtales at Jomfru Maria undfangede ved Helligånden, og at det foregik gennem hendes øre, hvor hun modtog logos, dvs. ”ordet”. Johannesevangeliet indleder med at fortælle om skabelsen af liv i den fysiske ver­den gennem logos, ordet. Flere renæssancekunstnere - lige fra Dante til da Vinci etc. - tilhørte, ikke ualmindeligt, indvielseskulter.

 

  

Lyset, der rummer noget. Farao Akhenaton gjorde i 1300-tallet f.Kr. oprør mod det gamle Egyptens
religionssystem. Han afskaffede ikke de mange guder, men han koncentrerede sig om at dyrke en særlig
gud iblandt dem, nemlig solgudens lysende del, Aton. Kongen lod sig mange gange afbilde, hvor han
modtager lysets stråler, der viser at de rummer noget, idet de er udformet som kærligt givende hænder.

 

Her modtog de esoterisk viden om lys, ånd og liv. Marias bebudelse, som var undfangelse, var et yndet motiv for malerne, såsom Sandro Botticelli, Carlo Crivelli, Fra Angelo m.fl. På deres billeder med dette motiv viser de en lysstråle, der indeholder logos, ordet.


Sammen med de vestlige religioners fravær af en egentlig kosmologisk opfattelse og de gamle religioners koncept med et cyklisk verdensbillede kan det observeres, at mange mennesker i de enorme bykulturer taber visuel kontakt med himmelrummet og et direkte lys fra stjerneverdenen, der altid tidligere var forbundet med liv og død  i de gamle kulturers verdens­forståelse.


Om at ”forstå” lyset: C.G. Jung lagde vægt på, at verden rummer guddommeligt ”lys med liv”. Ligesom den gamle filosofi fra Veda-teksterne i Indien og buddhistisk lære - udtrykte også han, i sin bog “Mysterium Coniunctionis, an Inquiry Into the Separation and Synthesis of Psychic Opposites in Alchemy” (1956), at det kollektive ubevidste ikke bare omfattede psy­ko­logien for menneskene, men for hele universet.


De gamle egypteres kultur og mange andre kulturer før dem havde en religiøs, vital viden om flere funktioner i disse forhold, selvom de ikke var forstået ved tekniske detaljer i moderne forstand, men alligevel ved en endog imponerende opfattelse.

 

   

 

Lyset indeholdende høj information - genkendes i værker af åndeligt indviede renæssancekunstnere. -
T.v.:  Marias bebudelse, “Annunciation”, af Fra Angelico, ca. 1450. - T.h.:  samme motiv “Annunciation”,
af Sandro Botticelli, 1490.


Hvad angår primærlyset, ses obeliskerne at repræsentere de samme træk eller principper som Verdens-aksen og - selv om de ikke er identiske - har de disse kvaliteter tilfælles. Hos egyp­terne tilhører obeliskerne ideer i forbindelse med selve skabelsesberetningen, og disse mono­liter symboliserer modtagelsen af det første lys til den fysiske verden.

 
Målingerne af de egyptiske kæmpeobelisker, hvoraf mange blev fremstillet i 18. og 19. dynasti (nogle af de ældste obelisker er mere end 3.500 gamle), viser - i princippet - nogle meget specielle nøgletalsforhold i længderne af obelisk-skaftet kombineret med bredden, både ved deres fod og på den slanke øvre del under deres pyramidion (’lille pyramide figur’) i toppen, og endda i diagonalerne.


Disse matematiske proportioner bør undersøges af moderne videnskab og sammenlignes og sættes i relation til målinger og tal i grundlæggende biologiske form-udtryk og betingelser - såvel som til lysets indflydelse og reaktion.  

      
Idet nogle dybtgående opfattelser af universets super-informationsholdige lys i dets forskellige former både var kendt og udtrykt hos de gamle kulturer, bør vi også nu lade os inspirere til at gå på opdagelse efter vigtig viden heri. Akademiske forskere har, ligesom Ulla Runchel, så glimrende gjort det, hver på sin måde.


I dag vil et sådant særligt lys - især når det også er af højfrekvent stråling - kunne blive grundigt videnskabeligt undersøgt på dette grundlag sammen med dets forskellige måder for stærk indflydelse på livsformerne.



 

Ove von Spaeth

Copyright  © 2012  (backtrack © 2001)   -  www.moses-egypt.net


 

 


De store verdensreligioner var oprindeligt stærkt orienteret mod kosmos.
Billedet:  Stjernetågen M16 (Eagle nebula) i stjernebilledet Ørnen, 3.000 lysår fra Jorden.

Ifølge de gamle grækeres symbolik nedsteg deres højeste gud, Zeus, til Jorden fra
dette sted i det høje himmelrum.

 

*  *  *

 

  

 

 

 

oooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo


Copyright © 2012 by:  Ove von Spaeth  -  http://www.moses-egypt.net-  All rights reserved.