SJÆLSINDVIELSE  PÅ  KURSUS

af  Gitte Jensen © copyright 2009

 

 

Jeg føler en vis utålmodighed, men beslutter mig for, at slappe af og koncentrere mig om den meditationsmusik Sonja har sat på. Jeg har overhovedet ingen forventninger, om at jeg skal opleve noget visuelt.

 Straks jeg lukker mine øjne ser jeg en blå og en grøn farve, som ligesom bevæger sig rundt om hinanden, som olie og vand.  Jeg svæver nu uden krop og ser ned på et landskab, som ligner Sahara Ørkenen, Gyldenbrunt sand og en fantastisk blå himmel, uden at det dog virker som et fysisk sted. Jeg har en følelse af, at tiden går i slowmotion og jeg har en fantastisk følelse af dyb fred og kærlighed. Det er et sted, hvor jeg har lyst til at være altid.

 Jeg ser Jesus i en beige kjortel. Hans snurrer langsomt rundt om sig selv til musikken. Hans arme er spredte og kjortlen har form som en sommerfugl med spredte vinger. Jeg ser det hele oppefra, som var jeg en fugl der svævede i luften. Jeg ser nu min egen krop komme ned til Jesus. Jeg er klædt i samme tøj som ham. Vi holder hinanden i hånden, mens vi drejer langsom rundt. Vi slipper hinanden og bevæger os rundt som sommerfugle i meget langsomme bevægelser. Det er som om vores tøj bliver ét med sandet. Sandet forvandler sig til små bitte dun-lette guldkorn. Vi danser rundt og bevæger armene, som skovlede vi de lette guldkorn op i luften. Det er meget smukt og jeg ønsker bare at blive der for altid. Jeg betragter os oppefra, men pludselig flyver jeg væk. Jeg ser et stort gammelt knudret træ – et strejf af et sekund får jeg følelsen af, at det er et meget klogt træ, som gemmer en masse viden i den gamle knudrede stamme. Jeg ser noget læne sig op at træet. Jeg når dog ikke at se, hvad det er før jeg føres videre.

 Nu står jeg oppe på en bjergside. Jeg er Maria Magdalena. Ned af bjergskråningen ligger en lille by med små hvide huse med flade tage, jorden er tør og bleg. Forneden af bjerget er havet, det har en utrolig smuk azurblå farve. Jeg ved, Jesus og jeg bor i et af husene, og jeg føler stærkt at det er der jeg bor (mit ego bryder ind, og jeg tænker – det er da bare for meget – hvem tror du, du er! Gift med Jesus – helt ærligt – det er da storhedsvanvid, så det batter).

 Det føles som om byen ligger i et land, hvor der er meget varmt og tørt. Jeg får navnet på landet, det er Essæernes land. Dog er jeg i tvivl om navnet. Jeg flyver nu videre, og pludselig er jeg inde i et tempel. Det er et egyptisk tempel. Jeg genkender farverne. Blå, sort og hvide malerier på væggene. Kæmpe guldsøjler hele vejen rundt. I midten af templet er der kæmpe stænger af gennemsigtig bjergkrystal. De lyser og jeg føler næsten jeg bliver blændet. Jeg føler mig som en Farao – jeg føler jeg er Tuth-Ankh-Amon. Jeg kender Krystallernes hemmelighed og ved alt om, at de har healende kræfter. Jeg er én af de få indviede, som ved hvordan krystallerne bruges. Desuden mærker jeg også, at jeg har en tæt kontakt til RA. Jeg flyver videre.

 Herefter er jeg på Atlantis. Jeg er en 40 meter høj gud, hugget ud i sten. (Mit ego kommer med en sidebemærkning – du har set for meget tegnefilm – det er da fuldstændig som i tegnefilmen Atlantis – nu er du da bare for meget). Først betragter jeg mig selv som stenguden, så bliver jeg stenguden. Jeg føler mig mægtig. Jeg står med en kæmpe krystal i hånden. Min vægt er enorm, og da jeg tramper i jorden vibrerer hele jorden. Jeg tramper én gang i jorden og pludselig bevæger der sig en healende bølge fra krystallen og ud over jorden som spreder sig ud over hele jorden som ringe i vand. Jeg healer jorden.

 Pludselig flyver jeg videre. Jeg svæver over Tibet og Nepals bjerge. Svæver over munkeklostrene i bjergene. Jeg ser Shiva – tænker ”Indien” og så er hun væk igen. Flyver videre og lander i et kinesisk tempel. Jeg går ind i templet og drejer på bederullerne, da jeg passerer dem. Det føles, som om det er noget jeg altid gør, når jeg går ind i templet. Jeg føler mig hjemmevant. Jeg ser en ældre kineser, som blot står der og ser alvorligt på mig. Jeg ved ikke, hvem han er.

 Rejsen går videre, og jeg flyver videre og lander i det gamle Rusland. Jeg ser de karakteristiske russiske løgformede kirketårne malet i guld. Jeg står foran en kæmpe russisk kirke, der er sne overalt og det ser koldt ud, men jeg kan ikke mærke kulden. Der står en mand og ser alvorligt på mig. Han er iført en kæmpe pelshue, en kæmpe pelsfrakke og store tunge sorte støvler. Hans arme ligger over kors og jeg har følelsen af, at han bare viser mig kirken. Jeg vender mig om og betragter en planet med streger på kryds og tværs. Den er rødlig i farven. Jeg tror først, det er Saturn, men jeg er ikke helt sikker. (Senere går det op for mig, at det er en flyveplads i Peru. Jeg er sikker på, at det var der, jeg var.)

 Jeg flyver videre og er nu større end Jorden. Jorden har størrelse som en badebold, og jeg omfavner jorden og giver den kærlighed. Jeg bliver endnu større og betragter vores univers. Det føles lidt som at betragte et lille akvarium med fisk. Universet er nu også på størrelse med en badebold. Jeg betragter det og synes det er eventyrligt smukt og føler stor, stor kærlighed. Jeg får ordene, forene, føje sammen, i mit hoved. Jeg føler, at alle de steder jeg har besøgt skal føjes sammen, skal forenes, for de er, allerdybest i deres kerne, uanset trosretning og om det er jordisk eller overjordisk, et fragment af den samme kerne, som er ren KÆRLIGHED.   

 

En beretning fra Gitte, som er under uddannelse som spirituel healer hos Sonja Bruun

 Sonjas Bruuns hjemmeside er http://www.engle-healing.dk