|
– Fortæl mig
nu, Stanley, om den lysende kæmpeplanet i midten af
Universet, inden jeg kører hjem.
Stanley var
lidt i vildrede. Han strakte sine ben. De var begyndt at
sove efter mange timers stillesiddende arbejde. Han var træt
og måtte tage nogle dybe indåndinger helt ned i rodchakraet,
og han måtte spørge sin egen bevidsthed, om det var i orden
at tale om det nu. Han fik en åbning i solar plexus, og det
plejede altid at betyde, at det var godt nok. Nogle gange
var han i tvivl om, hvor meget han skulle åbne for. Han tog
en håndfuld nødder og nogle chips, som de havde købt på
vejen hjem. Mens han spiste af dem, begyndte hans bevidsthed
langsomt at hente information.
– Planeten
minder om en kæmpesol.
– Lever man
inde i eller uden på planeten?, spurgte David med munden
fuld af nødder.
– Denne planet
består af ALT, hvad andre planeter i hele universet består
af tilsammen.
– Vil det sige,
at der på denne solplanet er en bid af alle planeter?
– Ja, det kan
man godt sige. Der er stater, hvor Sirius’ stamfædre kommer
fra, og vores lille planet har sit eget område, hvor vore
bioner stammer fra. Der er en stat, hvor Plejaderne har
deres stamfædre, og der er et område for Andromedas
stamfædre. I dette miniunivers i universet er stamcellerne
født.
– Fantastisk,
Stan, men hvorledes?
– I denne
centralsol har man et kosmisk strengenetværk, der har belyst
de kosmiske støvpartikler ud igennem superstrengenes
netværk. Og det har bestøvet og parret sig med bionernes
krystalpartikler, der er pustet igennem dette netværk. I det
kosmiske hav, som i æoner er flydt med universets
bølgestrømme, har disse krystalpartikler opfanget og
modtaget disse indkodninger, så nye planeter og nyt liv er
opstået ud i intetheden.
– Øhhhmm. David
var musestille, og sad med store øjne.
– Hvordan og
hvorfra er denne “fødselshjælper” blevet til, hvis der ikke
var liv i ursuppen efter det sidste Big bang?
– Kan du
forestille dig helt andre solsystemer, det samme universelle
netværk, der er koblet sammen med vort, et kosmisk netværk i
vort solsystem? Universet stopper jo ikke der.
– Den
centralsol, mange mennesker taler om, er det den samme?
– Det ved jeg
ikke, David, der er mange, mange mennesker, der er dragne af
solen her i vort planetsystem. De modtager enorme
informationsmængder i deres bevidstheder via solens
lysstråler. Vi er alle meget “afhængige” af solens lys.
Mayaerne og inkaerne var specielt modtagelige for disse
lysstrømme af visdom, som de forstod på deres
bevidsthedsplan. Deres pinealkirtel stod totalt åben for
lysinformation med solen som katalysator.
Den kæmpesol
ude i universet er næppe den samme sol, men om det er den
samme, som nogle individer er i bevidst telepatisk kontakt
med, kan jeg ikke sige. De henter måske ubevidst energi og
healende tanker og skrifter derfra. Vi kan heller ikke vide,
hvilken “sol” mayaerne og inkaerne hentede informationer
fra.
– Er der mange
mennesker, der kan det, uden at de ikke er bevidste om det?
– Ja, vi
mennesker er forskelligt udviklede med hensyn til
bevidsthedens måde at modtage kosmiske informationer på.
– Hvordan kan
man være ubevidst om at hente informationer til hjernen?
– Jeg tror, at
uanset om man er spirituel eller ej, kommer de billedstrømme
vi får ind, som mange kalder for fantasi, ude fra de
kosmiske netværk. Det vi “ser”, eksisterer et eller andet
sted derude, også selvom man ikke er klar over det. Vi
hænger sammen som perler på snor i et kosmisk DNA – vi er
alle sammen en helhed i stoflig form.
– Det, jeg er
ude at hente, er jeg helt bevidst om, men nogle gange kommer
der billeder i mit hovedet, som jeg ikke bevidst ved, hvor
kommer fra.
– Hvordan det?
– Jeg kan
fortælle dig én enkelt lille fysisk episode. Det var en nat
for nogle år siden, hvor jeg drømte, at jeg var med til at
flyve mennesker fra Sydyemen til Nordyemen, eller også var
det omvendt. Jeg drømte altså, at der blev hentet mennesker
fra det ene sted til det andet, men at det rent faktisk
skete i virkeligheden, fandt jeg først ud af næste morgen,
hvor jeg via CNN så, at der var ballade, og at mange måtte
flyves væk fra Yemen. Jeg havde været med ubevidst uden
egentlig at vide, hvor jeg havde været i min bevidsthed.
– Nå, det var
noget helt andet. Det vil sige, at du også er inkarneret
til at være med på dette bevidsthedsplan?
– Ja, men det
blev jeg først opmærksom på, da jeg tænder for fjernsynet og
ser, hvad der i virkeligheden var sket, og at det var min
sjæl, der var ude at lave et stykke arbejde, uden at jeg var
fysisk bevidst om det, inden jeg lagde mig til at sove.
– Du mener, at
mange mennesker ikke altid er bevidste om, hvad sjælen er
ude at hente?
– Ja, nu du
taler om sjælen, er det en energiform, der er flettet ind i
bevidstheden. Det er et godt teamwork, når ånden har lagt
sig til at sove. Men for at komme tilbage til centralsolen,
som jeg er bevidst om og formår at følge i min bevidsthed,
kan jeg kun tale for mig selv. Vi henter som regel hvert
vort pensum, og der er så nogle mennesker, der får disse her
"aha-oplevelser" og er klar over, at deres “ligestillede”
har været ude for det samme som de.
– Det må være
dejligt, Stanley.
– Ja, det er
det også. Så ved man, at det, man laver, er godt nok. Det er
simpelthen guld værd. Det giver inspiration til at fortsætte
sit kosmiske arbejde, som jeg af og til føler, at jeg
skulker fra.
– Det vil sige
på denne lysende planet, hvad vil du kalde den?
– Ur, sagde
Stan hurtigt.
– Ved man på
Ur, at deres informationer bliver modtaget langt ude i
universet?
– Ja, det kan
de følge på deres lysskærme, som hænger rundt omkring på
planeten. Det er deres supercomputer, som alle har indblik
i.
– Det minder
mig lidt om paradiset, hvis man da tror på dette. Det må
ligge midt i universet, som alle skal tilbage til.
– Ja, man kan
kalde det, hvad man vil. Her har man i hvert fald alle dyr,
planter, træer, insekter, fugle, have, bjerge, fisk,
androgyne arter, som lever sammen i en stor forståelse for
og med hinanden.
– Når vi dør,
er det også her, at vores celler fra den fysiske krop
spreder sig til højere dimensioner. Vores stamceller flyder
tilbage til centralsolen, hvor de ligger og venter på ens
næste inkarnation. Hvor end vi vælger at inkarnere, er vores
sjæl bevidst om denne opbyggelse af kroppens “hylster”, og
når vi har besluttet os for at komme ned eller op eller hen
til næste liv, svæver stamcellerne via de adlydende
lysstrømme ind og belyser resten af cellesubstansen.
– Hvordan kan
det lade sig gøre, Stan? Det er helt vildt.
– Det kunne
foregå på den måde, at når undfangelsen er sket et eller
andet sted i universet, skabes der i hypofysen et enzym, der
påkalder sig stamcellens vibration. Et indbygget
radersystem, der er unikt i dets form. Sjælen kalder via
kosmiske impulser på de celler, der er “spredt” i universet.
Formålet er nykonstruktion af en ny krop med en højere
vibration i det næste liv, hvis man ellers har lært sit
karma, og konstruktionen af legemet kan begynde i
livmoderen. Livet hænger sammen med “livets” impulser, og et
nyt liv opstår i moderen.
– Jamen
hvordan, Stan?
– Medens det
nye liv er på vej i moderens livmoder, kan fosteret ikke
bruge moderens stamceller, da de er forældede. Det lille nye
barn tilkalder selv sine egne stamceller, der “usynligt” på
et kosmisk plan flyder igennem universets guddommelige rytme
båret af de kosmiske toner. Barnet bliver således skabt af
det guddommeliges, paradisets eller centralsolens egne
stamceller, der har ligget og ventet på den næste
inkarnation. Når vi måske kommer tilbage til Sirius, skal vi
ikke længere bruge denne form for kosmisk genfødsel, da vi
da er på et helt andet genetisk niveau. Dette gælder for
eksempel for mennesker med rene lyslegemer eller dem fra
krystaluniverset.
– Er det der
Diamantflåden kommer fra?
– Nej, den har
sit eget planetsystem, men kimen kommer fra Ur.
– Hvordan er så
Ur dannet?
– Kan du se
universets energiringe, der er sammentrækkende og udvidende?
I disse ringe ligger det kosmiske DNA, der udklækkes igennem
det kosmiske kors, som igen belives fra det højeste sted i
universet. Og det er op til individet selv at tænke sig til,
hvor det så måtte være.
– Kan du ikke
fortælle om det?
– Som jeg ser
det, er det et kæmpestort guddommeligt lys, der flyder
igennem universet, udsender lysglimt og aktiverer de
støvpartikler, der svømmer rundt i kosmos. Lyset beliver og
belyser information og bevirker universets opståen. En gave
fra Gud. Det vælger jeg at kalde denne energiform, Det Hvide
Lys, hvor AL information er indkodet.
– Wau, er det
sådan skabelsens kim er begyndt?
– Det må du
selv bedømme rigtigheden af David. Et eller andet sted skal
informationen jo komme fra, og jeg har valgt at tro på det.
– Ur har været
det første støvkorn, der er blevet belyst og omformet til
krystalpartikler – en proces, hvor man indkoder
lysinformationen. Kan du danne dig et lille billede af
livets begyndelse, nu?
– Lidt. Vil det
sige, at al information ligger i de kosmiske krystaller med
tonsvis af forskellige informationer, som er spredt rundt om
i universet?
– Ja, det kan
sagtens være tilfældet, hvor der stadig ligger uanede
mængder af kosmiske støvpartikler med indkodede
informationer, der blot ligger og venter på at blive
aktiverede af lyset. Disse støvpartikler findes blandt andet
i de “sorte” huller, i antistoffets inaktive masse, som der
er masser af bevægelse i – en bevægelse, som man først får
“øje” på via kosmisk lys.
– Hvor stærk er
lysstyrken i Ur?
– Den er på så
høje oktaver, at dens lyskraft skinner igennem
superstrengene, inde i filamenternes netværk, der giver
elektriske strømninger videre rundt i kosmos.
– Hvordan er
deres kroppe derude?
– De er rene
lysenergier på den måde, at deres skelet er bygget op af
flydende lysceller, der minder om flydende lysplasma i
bøjeligt usynligt stof. Deres cellestrukturer er ren
lysplasma, der pulserer og vibrerer med planetens høje
oktavsvingninger.
– Hvordan
tænker de, og hvordan er deres fartøjer?
– Deres
cellestrukturer er én stamcelle på den måde, at de er
flettet sammen med planetens informationslysværk, hvor de er
en energi sammensmeltet med dyrene, fuglene, blomsterne og
afgrøderne. Alle er de i kontakt med hinanden. Deres
bevidsthed hænger sammen i ét netværk, nøjagtig som
stamcellernes urkim.
– Nu kommer der
et dumt spørgsmål: Ligner de os?
– Ja, det gør
de. Faktisk er det på denne planet, at deres bioner er
spredt ud i kosmos. Vi mennesker her på Jorden har dem i os.
Vi er lige nu ved at stykke bionerne sammen, efter at de
gennem trillioner af æoners evigheder ved myriader af
spredninger i det universelle lysnetværk er havnet i vor
genetiske krop, partikel efter partikel. Så vi er en my af
dem, som er ved at udvikle sig til højere vibrationer i de
krystallinske celler, som vi har fået indpodet fra
universet. Hvornår mennesket har indkapslet denne
krystallinske partikel, ved man den dag, vi finder ud af at
læse alle vores stamcellers informationer. Så vil vi få at
vide, hvor vi egentlig stammer fra.
– Hvordan kan
du vide det, Stanley? David var ikke helt sikker på, om han
kunne følge med.
– Jo, det
kosmiske støv er blevet belyst med det hvide lys, og så er
der langsomt kommet liv. Krystalceller er en form for
stamceller, og det er der, man skal lede efter informationer
i alt liv.
– Øhmm.
– De andre
almindelige celler er "sidegader" til krystalcellerne. De er
filer, om du vil, og de indeholder information, som man har
tappet fra krystalstamcellen og befrugtet organisk. Det
ville være muligt, at alle vi, der lever rundt omkring i den
kosmiske civilisations netværk, egentlig ligner hinanden i
skeletstrukturen, selvom vi har hver vores udstråling i
kraft af, hvor i udviklingen vi er på de forskellige
planetsystemer.
– David
svarede:
– Vi må ligge
langt nede på skalaen.
– Måske. Vores
krystallinske celler er næsten ikke til at få øje på i vores
menneskelige krop. Man er først lige startet på at forske i
dette pensum, efter man er begyndt at sende astronauter ud i
rummet. Ellers har vi ikke gjort “stads” af disse celler
før.
– Det er jo i
disse celler, at informationerne ligger gemt, ikke? – Hvis
jeg altså har forstået det rigtigt, Stan.
– Jo, der åbner
sig en helt ny verden, når vi læser deres historie for
alvor.
– Kunne det
tænkes, at vi bliver “vist” denne viden på grund af mange af
de nye ubalancer, som vi ikke kan hamle op med rent
medicinsk?
– Ja, vore
organer bliver ligesom resistente over for den gamle
traditionelle medicin, da bakterierne i cellerne overlever
medicinen.
– Det er værd
at kigge lidt mere på, for tuberkulose er efterhånden
desværre en lige så stor plage som aids og cancer. Er det
fordi, vi ikke har evnet at forske i de krystallinske celler
eller gået udenom pga. uvidenhed om deres eksistens?
– Muligvis,
David, jeg er ikke læge. Men de nye visioner, som mange
mennesker har om de nye former for helbredelsesteknikker via
bioenergetisk lysterapi, vil nok hjælpe på forståelsen af,
at der skal noget andet til, for at eliminere disse
sygdomme. Den gamle medicin er ikke belyst godt nok til at
finde frem til de krystalceller, hvor informationen er gemt,
og til at udrydde disse sygdomme.
– Det er vel
også derfor, at vor lysudstråling, auraen, er på vågeblus.
Vi har ikke den samme skeletmasse, og vi er vel først ved at
vågne af vores tornerosesøvn og er ved at forstå de nye
fotodynamiske teknikker.
– Helt sikkert,
David. – Jeg tror ikke, det varer så længe. Vi lever i
jetalderen, så det går lynhurtigt med at få forståelsen, og
det kan vi ikke tage fra mennesket. Vi er lynende
intelligente og hurtige til at fange de nye teknikker. Bare
vi får snerten af de nye ideer, sidder vi og chatter om
udvikling med ligestillede i alle lande på tværs af
grænserne. Vi giver hinanden gode råd og udvikler sammen,
som jeg før har sagt. Det er starten på et menneskeligt
netværk, hvor man ikke er bange for at dele visdom med
hinanden.
– Tjah. David
sukkede. – Men du ved, Stan, der vil altid være nogle, der
vil “stjæle” informationer, lave et brud på kæden og selv
udvikle resten af idéen. Der er vi mennesker ikke fulgt med
den høje teknologi. Vi har glemt at udvikle vores egen
egoistiske væremåde, så hovedparten vil ud med idéen først.
– Ja, du har
ret. Det kan man ikke kæmpe imod. Målet er vel, at tingene
bliver gjort og kommer ud til resten af befolkningen, så de
kan gøre nytte. Prestigebehovet blandt mennesket vil vare
mange århundreder endnu indtil den dag, hvor alle ved det
samme, som her ude i UR. Her findes ikke prestige, da alle
andre kender til visdommen, og så er det ikke spændende
mere.
– Vi er stadig
på dyreplanet med denne konkurrence mentalt og behovet for
bekræftelse. Det har vi jo også i vores team, Stanley. Vi
sidder vel også og håber, at vi hver især finder guldægget
og måske bliver belønnet eller bekræftet.
– Det kan godt
være. Jeg synes, det er vigtigere at komme ud med visdommen.
Vi er jo kun formidlere af en højere form for pensum, som vi
skal bringe ud, så vi kan hente mere information som
inspiration til nytænkning. Hvem der kommer først til målet
er ligegyldigt – og dog, lidt er der vel om det, David. Vi
mænd konkurrerer altid bevidst eller ubevidst.
– Ja, hvis du
f.eks. holder for rødt lys, og der er en bil ved siden af
dig. Du kender ikke vedkommende, men han eller hun skal i
hvert fald nok komme foran dig. Sådan er det vel hele vejen
igennem med alt andet også. – Nå, vi bliver helt
filosofiske.
– Stanley
smilede. Han syntes, de havde haft en god og indholdsrig
dag. Han havde fået lov til at komme ud med alt det, der
havde bekymret ham de sidste mange år, og han var glad for,
at David forstod ham på sin måde. De kunne konversere på
lige fod, for David var jo en god kollega. Han var også glad
for, at han, uden han vidste af det, selv kunne hoppe frem
og tilbage i fortid, nutid og fremtid.
– Det vil så
sige, at stamcellerne har ligger inde med en enorm
information om altet, så er det jo ikke bevidstheden, der
gør arbejdet.
– Både ja og
nej. Det Hvide Lys, eller som andre vil sige det: de
kosmiske, elektriske lysgnister i universets magnetfelter og
elektricitetsbølger, der aktiverer det kosmiske, fugtige
støv, samt i lysudslip fra kortslutninger i de elektrisk
udladede superstrenge, der har krydset hinandens kredsløb ud
af dette kraftfelt, har i selve kortslutningens elektriske
sprængninger i krydsfelterne givet enorme lysgnister af
dette lys, som der også kan have været informationer i.
Selvom jeg alligevel ser, at det er to forskellige ting.
– Det lyder
meget indviklet, Stan. – Her kan jeg slet ikke følge med
længere.
– Det kan jeg
godt forstå. Jeg vrøvlede også, for inden stoffet blev
dannet, var disse elektroner ikke dannet i stoffet. De blev
først dannet bagefter. Stamcellerne kender selv deres eget
netværk, og hvor de skal opgradere menneskets krop. Det er
så sjælens og bevidsthedens arbejde at holde balancen, rent
psykisk, som et team, en form for treenighed. Bevidsthedens
arbejde er at udvikle individets personlighed i hver
inkarnation og at hente visdom. Stamcellerne kan “kun”
opgradere kroppen og organerne, så intet ondt eller negativt
rammer personen fysisk. Herved dør man faktisk af alderdom
på et eller andet tidspunkt. En stamcelle kan klones til
hvad som helst, som kroppens mangler, da den indeholder
altets netværk.
– Du er meget
troende, ikke Stanley?
– Jo, jeg er
intet uden det guddommelige. Det kan jeg slet ikke undvære,
når jeg arbejder som jeg gør: flyder ind og ud af alle
tidszonerne og fusionerer stoffet til en helhed.
– Det har jeg
stor respekt for, Stanley, men hvad med Ur, hvornår blev den
belyst?
Udpluk fra : LYSETS TIDSALDER af Ulla Runchel
 |
