Bjergbønderne - og den indre Kæmpe

Af/ Henrik Svendsen © HS

Jeg vil med denne artikel, give læseren et indblik i en af flere åndelige oplevelser, jeg havde på min rejse til Grækenland i 191, hvor jeg kom ud i nogle ekstreme situationer både fysisk, psykisk og åndeligt. Under mit ophold i Grækenland, boede jeg en overgang hos en ypperstepræst, ved navn Dionysos. Her blev jeg hvirvlet ind i et drama af overnaturlige dimensioner, som ligger uden for den ”normale dagsbevidsthed”. Artiklen er et udsnit fra min bog: Den Græske Skærsild, kapitel 21, og fortællingen starter midt inde i kapitlet.

En indre oplevelse af, at passerer en usynlig port og være en atomkugle.

Bilen bumlede uroligt og vækkede mig.

Jeg satte mig op for at se hvor vi befandt os? Alt omkring os var mørkt og vi kørte op ad en lille snoet bjergvej? Vi fulgte vejen op til den endte blindt, hvorefter der lå en stejl og hullet jordvej foran os!

Pigen forsøgte at køre op ad vejen, men bilen kunne ikke rigtig klare det. Dionysos og jeg stod ud og skubbede på, men da det ikke hjalp, blev de enige om at parkere på stedet?

Pigen slukkede bilen og alt omkring os blev mørkt og stille. Efter et øjeblik kunne man skimte lysene fra en lille landsby langt nede under os.
Vi må være højt oppe, tænkte jeg og undres over hvad vi skulle på et øde og goldt bjerg på denne tid?

Efter at de havde talt lidt sammen, forsatte vi til fods videre op ad bjerget ad en lille sti? Der var en dejlig fredfyldt stilhed, kun en svag brise hørtes susen i nogle træer. Lidt efter hørtes også nogle fåreflokke med klokker og et lille ensomt hus dukkede op i mørket. Pludselig mærkede jeg Christanos ånd stærkt omkring mig!

Jeg er vel ikke blevet lokket i en fælde! tænkte jeg nervøst, og blev urolig for at han var tilstede og havde noget ubehagelig for? Lidt efter kom vi helt hen til huset og bankede på.

En lidt ældre mand af en bjergbonde, åbnede døren og tog hjertelig i mod os med høje latter råb. Venligt bød han os indenfor hvor en anden bjergbonde tog glædeligt imod os.

Stuen vi kom ind i var pioneragtig, enkel møbleret med en stor åben pejs med ild i. Ud for pejsen stod et lille aflangt bord med en seng på den ene side og et par stole på den anden side, ganske hyggeligt. Underligt nok var Christanos ikke at se nogen steder, alligevel havde jeg mærket hans nærværelse så stærkt, men kun uden for huset?

Den ene bjergbonde satte et par ekstra stole frem og vi blev bedt om at sætte os. Dionysos satte sig på hjørnet af sengen og jeg satte mig på en stol ved siden af - for enden af bordet. Pigen satte sig på min venstre side, over for Dionysos.

Bønderne begyndte at dække op til os, hvorefter de satte sig ved bordet over for hinanden tæt ved pejsen. Bagefter gav de sig til at skrælle kartofler, som de smed ned i en stor sort gryde med vand i.

Der blev talt hyggeligt sammen og stemningen var dejlig fredfyldt.

Dionysos kiggede på mig med milde øjne.

Jeg er glad for at du er her, sagde han stille. Men virkede nervøs?
Lidt efter satte bønderne gryden med kartoflerne over pejsen og tilsatte nogle grønsager. Mens maden simrede over pejsen sad vi i en dejlig fred og kiggede på ilden uden at der blev talt meget sammen.

Da maden var færdig, fyldte bønderne vore tallerkener op med deres kulinariske specialitet. Det lignede grøn tang med kartofler til!

Dionysos kiggede på mig og sagde at vi skulle spise af den samme tallerken? Jeg sagde ikke noget, men fornemmede at det var et ritual af en art? Den ene bonde skænkede hvidvin op i vores glas, hvorefter vi gav os til at spise.

Maden smagte afskyeligt bitter og vinen med - så det passede mig udmærket at vi skulle deles om maden!

Dionysos var stille og virkede stadig nervøs? Men vi havde det alle hyggeligt og da vi var færdige med at spise, ryddede bønderne op efter os.

Bagefter sad vi og slappede af, mens der blev talt stille sammen. Den ene af bønderne tændte sig en smøg. Jeg fik også lyst til at ryge, men da mine cigaretter lå nede i bilen, droppede jeg det.

Dionysos kiggede blidt på mig igen.

Har du det godt, spurgte han stille.

Ja, svarede jeg og syntes godt om hans hengivende måde at være på. Kort efter fornemmede jeg en stærk følelse af at Noor og Christanos havde noget ubehageligt for inde i byen og at det var derfor at Dionysos var nervøs? Hvad deres forehavende end måtte være, forstod jeg det ikke, kun at det var grunden til at vi befandt os her på bjerget - i sikkerhed, langt væk fra byen?

Tiden gik uden at vi sagde noget, vi nød bare freden og ildens smukke skær der knitrede fra pejsen. Men som aften skred frem, blev Dionysos stadig mere nervøs? Pludselig begyndte der at ske noget inde i mit sind! Lyden af tunge rytmiske slag blev stærkere og stærkere og nærmede sig noget centralt i mit indre? De andre syntes ikke at bemærke noget, så jeg sagde heller ikke noget, men lyttede opmærksomt efter. Jeg følte ikke frygt, men gentog hele tiden i tankerne at jeg var guds søn! De tunge slag kom stadig ubehageligt nærmere - det lød faretruende, som om en kæmpe der nærmede sig med store tunge skridt! Da lyden var på sit højeste og syntes at stå lige over for mig selv i mit indre, standsede slagene pludseligt og jeg følte at jeg fik lov til at passere dette usynlige monster? I det samme var det som om jeg blev ført gennem en usynlig port? Med ét syntes det at være overstået, for i det samme rejste Dionysos sig op - synlig lettet? Han vidste åbenbart hvad der var forgået i mit indre og på hans opførsel at forstå, var det tilsyneladende noget han havde stor respekt for? Min egen uvidenhed og blindhed havde gjort mig frygtløs overfor det ukendte - det var egentlig også udmærket, for hvordan skulle jeg kunne være flygtet fra mig selv, hvis jeg havde vidst hvad der var forgået og fundet det afskrækkende?'

Det lod til at vi skulle køre, alle rejste sig og vi sagde farvel til de to godmodige bønder. Inden vi gik ud af døren, bukkede pigen sig ærbødigt ned på knæ for Dionysos og gjorde en hellig bevægelse med hånden, bagefter gjorde hun det samme for mig, så jeg følte mig helt ærefuld!

De to bønder fulgte os venligt tilbage ad den mørke sti med en lille lommelygte, og lidt efter kom vi ned til bilen. Inden vi satte os ind, tog Dionysos og pigen en hjertelig afsked med bønderne. Til min undren virkede de alle pludselig så glade, især pigen der udtrykte sin glæde med høje latter smil? Vi satte os ind i bilen, og pigen kørte forsigtig ned på vejen mens hun dyttede af glæde?

Vi kørte ned ad den snoede bjergvej igen. Det var blevet sent og vi havde langt hjem, så jeg lagde mig ned for at sove. Men jeg havde lige fået lagt mig da Dionysos vendte sig om mod mig.

Jeg er glad for at du er her! sagde han sarkastisk - som om han havde fundet ud af noget om mig? I det samme mærkede jeg mig selv trille ned fra et højt sted i mit indre i hurtige spiral bevægelser, som om jeg var en lille atomkugle? Det føltes ganske sjovt, men i det samme slog det mig at det kunne være noget dødsens alvorligt! Jeg satte mig straks op for at mærke om der var nogen ændringer i bevidstheden! Det syntes ikke at være tilfældet, men jeg blev siddende oppe - jeg var ikke træt længere!

Det var blevet sent da vi stod ud af bilen ved Dionysos lejlighed.

Pigen kørte videre, mens Dionysos og jeg gik op i lejligheden.

Jeg forsatte ud i udestuen og lukkede glasdøren ind til Dionysos, hvorefter jeg redte op og lagde mig.

Hele bogen kan læses på min webside: www.lyskilden.net

Kan læses under ”Web Udgivelser/Henrik/En Spirituel Rejse/Den Græske Skærsild”.

Copyright © Henrik Svendsen – Lyskilden I/S