En regression 

På en dejlig workshop, hvor vi var 24 deltagere og havde Merete Gundersen som lærerfigur og selvfølgeligt midtpunkt, - var der i Maria Magdalena Centret en så intens stemning, fuld af de smukkeste energier, jeg nogensinde har oplevet.

 

Blandt de 24 deltagere var der mange, jeg ikke kendte i forvejen. Dette til trods opstod der en fortrolig – næsten familiær samhørighed imellem os alle allerede på den første dag – lørdag.
Da vi mødtes søndag morgen, føltes det, som skulle vi til en familiefest, som vi alle glædede os meget til.

Vi var, om lørdagen, gennem mange korte intense meditationer, guidet af Merete, og dagen var fyldt med omsorg for de af deltagerne, der havde mest brug for det, og som, gennem det at åbne sig i et større forum, hørte sig selv fremkomme med det, der ” trykkede” allermest.
Det skal indskydes, at man er tvunget til at være åben og totalt ærlig, når man er sammen med Merete, for hun er så gennemskuende, at ingen kan gemme sig, og samtidigt er Merete så kærlig, at ingen lider overlast, selvom hun kan være meget bastant med at få folk til at være hudløst ærlige omkring sig selv, - og ingen ”slipper” let udenom en konfrontation med sit eget JEG.

Jeg skal ærligt her tilstå, at jeg ikke husker ret meget fra f.eks. meditationerne lørdag, men ovennævnte observationer husker jeg.

Dog husker jeg regressionen, som førte mig tilbage til et tidligere liv et sted i Holland i året 1906, hvor jeg så mig selv som en munter, sorgløs og meget forelsket pige på ca. 16 år, - i fattige men alligevel rimelige vilkår.
Jeg vil ikke her gå i detaljer men dog sige, at familien bestod af en meget kærlig, hjemmegående mor, en far og to brødre, som var på arbejde. Min forelskelse gjaldt en køn, ung knøs, som kom ridende forbi huset, hvor vi boede – på en hvid hest (prinsen?)
Tolkningen af denne regression var, at jeg er ret godt tilfreds med mit nuværende liv men stadig går og venter på ”Prinsen på den hvide hest” !!

Med som deltagere på kurset var to fantastiske mennesker, - Lars og Annika, - som besad vidt forskellige ”kvaliteter”. Annika havde nogle vidunderlige evner, som hun selv ikke var fuldt bevidst om, men de kom klart til udtryk i lørdagens forløb, og Merete aftalte med Annika, at hun og Lars skulle være ”på” i et samarbejde om søndagen.
Efter frokost, søndag, blev alle sendt ud af lokalet, og Annika forberedte sin session og rensede for eventuelle forstyrrende energier, hvorefter hun kom ud og bad os komme ind i fuldstændig ro og tavshed.
Merete havde – på forhånd – valgt fire, som skulle i session hos Annika, og jeg var en af de ”heldige”. Annika arbejdede meget med Maria Magdalena, Maria og Sananda (Jesus), som Centret har som nært tilknyttede. Jeg vil nu berette om min oplevelse af det, som Annika sagde til mig.

Annika koncentrerede sig meget om det, der skete og virker som ”kanal” for forskellige mestre.
Jeg fik at vide, at Maria står lige bag mig og siger, at der er hun altid. Derefter blev der sagt, at jeg er meget religiøs og at Jesus har noget, han vil sige til mig, men jeg skal finde en lille, hvid kirke med rødt tegltag, som jeg skal gå ind i alene. Jeg skal gå til alteret og knæle i bøn, - derefter vil Jesus tale til mig.
Forleden dag valgte jeg Drøsselbjerg kirke, som er lille, hvid og med rødt tegltag. Jeg gik først lidt rundt i hele kirken og samlede nogle indtryk, blandt andet af kalkmalerierne, alteret, prædikestolen og den ældste del af kirken, som i dag kun er et lille sidekapel – kaldet Andreas kapellet. Dette lille kapel er den oprindelige kirke, bygget engang i1000-tallet, og derfra har man udvidet kirken af flere gange. At vi dengang var katolikker, fremgik af forskellige symboler i kalkmaling – blandt andet bag det nuværende alter og en gammel skriftestol, som man har fundet frem og sat nederst i kirken ved siden af pibeorglet. Skriftestolen er dog ikke i brug til andet end opbevaring af stole og lignende.
Det mest fascinerende var korset med den korsfæstede Jesus, som var placeret i et sideskib til højre for alteret. Det ligger tilbage til 1500-tallet, har været overmalet men er nu restaureret tilbage til de originale farver.
Som Annika havde sagt til mig, gik jeg nu op til alteret, knælede og bad nogle bønner. Derefter satte jeg mig på den første bænkerække, placeret lige ud for Jesus på korset.
Jeg ”ventede” nu på, at Jesus skulle tale til mig, men det gjorde han ikke umiddelbart. I en halv time sad jeg og betragtede hans ansigt, og i den tid havde han åbnet sine øjne flere gange for først at kigge mig lige ind i øjnene og derefter kigge op.
Pludselig blev der sagt, at jeg skulle kigge ud og kigge op. Det kunne jeg så prøve, om jeg kunne forstå, og det tog et par dage.

Jeg vil lige indskyde, at den lille oprindelige kirke, Andreaskapellet, virkede skræmmende. Der var en grim stemning af død og uhygge og en ubehagelig lugt. Stedet har måske både været galgebakke og stedet, hvor man brændte hekse i tidligere tider. Jeg har dog fået en acceptabel forklaring på, hvad jeg egentlig har oplevet i kirken den dag.
Eftersom min oplevelse var lidt ubehagelig, bestemte jeg med det samme for, at jeg ville besøge en anden kirke for se, hvad jeg på den måde kan opleve.

Ved opfølgning af workshoppen den 04. marts fik jeg lov at fortælle om mine oplevelser, og Merete bekræftede mig i et nyt besøg i en anden kirke. Samtidigt fortalte Merete, at mit hjerte svinger på samme frekvens som Sanandas.

En meget spirituel veninde har for et par dage siden fortalt mig, at Sananda stadig venter på, at jeg overgiver mig fuldstændigt til ham, og at jeg skal have fuld tillid til ham.


Margit Reitz
den 07. marts 2004